Danske vindmølleejere får tyske penge for at stoppe produktionen
En overbelastning af el-nettet har fået tyskerne til lommerne.
Den tyske elnetværksoperatør Tennet har i november betalt danske vindmølleejere for at stoppe deres produktion fra vindmøllerne, hvilket skal afhjælpe en overproduktion og dermed en overbelastning af elnettet.
Det skriver Bloomberg News, som beretter, at Tennet alene i november har betalt for stop af dansk vindmølleproduktion på 37 GW timer, hvilket svarer til en dagsproduktion fra regionens største atomkraftværk.
Det amerikanske nyhedsbureau henviser til opgørelsen fra elbørsen Nord Pool Spot, som er en elbørs med de nordiske lande, og dermed eksklusiv Tyskland.
Tyskland har besluttet, at et stop af egen vindmølleenergiproduktionen er sidste nødløsning. Derfor vil Tyskland hellere begrænse egen el-produktion fra konventionelle kraftværker eller betale nabolandene for at stoppe deres elproduktion end begrænse egen vindmølleproduktion.
»Flere har kritiseret os for, at tysk behov for fleksibilitet stopper danske møller. Omvendt så er der faktisk også mange vindmølleejere, der har set muligheder og som kan få en gevinst ved det her,« udtaler Peter Markussen fra Elnet.dk, som hæfter sig ved, at der er tale om et gensidigt driftssamarbejde mellem to lande, hvor man hjælper hinanden i pressede situationer.
Tyskland har udbygget sin vindmøllekapacitet markant, men eldistributionsnettets udvikling er ikke fulgt med, så det har givet flaskehalse på de blæsende dage.
Aktiefokus