VW's skjulte forurening vil koste 45.000 leveår
Det er ikke kun bilejere, der er ramt af Volkswagen-koncernens snyd med dieselmotorer.
Sagen rammer også især europæere på helbredet.
Dieselbilerne har udledt en markant større mængde kvælstofilter (NOx), end de officielle målinger har antydet.
Når dieselbilerne forurener mere, end det har været kendt, går det ud over miljøet. Det rammer igen tilfældige borgere i de europæiske lande i form at forringet helbred. Det vurderer forskere fra det hollandske Radboud universitet i Nijmegen.
Læs mere hos Radboud University
Forskerne har regnet sig frem til, at dieselbiler fra Volkswagen-koncernen har udledt 526.000 tons mere kvælstofilte end tilladt. En del af det indåndes især af indbyggere i de større byer, og konsekvensen er ifølge forskerne et tab på cirka 45.000 leveår - godt 44.000 i Europa og cirka 700 i USA. Det er konsekvensen af dårligere helbred og tidligere død.
Forskerne er gået ud fra, Volkswagen-koncernen har installeret snydesoftware i 11 mio. miler. Heraf kører cirka 8,5 mio. biler rundt i Europa, mens det i USA drejer sig om cirka 500.000 dieselbiler.
Snydesoftwaren har i testsituationer kunnet få dieselbilerne til at fremstå mere miljøvenlige, end det reelt har været tilfældet. Forskellige laboratorier har under reelle kørselsforhold målt udslip, der var op til 40 gange højere end grænseværdierne.
Forskerne har også regnet sig frem til, at yderligere 72.000 leveår ville gå tabt, hvis Volkswagen ikke kaldte dieselbilerne på værksted for at løse problemet.
Hele rapporten kan hentes hos Elsevier
De hollandske forskere har opgjort de sundhedsmæssige omkostninger for forringet helbred og tabte liv til 39 mia. dollars. Rapporten fra forskerne underbygger tilsvarende amerikanske beregninger.
»Men konsekvenserne er langt alvorlige i Europa, hvor der er solgt langt flere dieselbiler, og hvor befolkningstætheden er større. Så sundhedspåvirkningen i Europa er langt højere,« hedder det fra den ene af forskerne, Rik Oldenkamp.