Mærsk kan være på vej mod nye storudsalg
De store og mest oplagte frasalgslunser i A.P. Møller-Mærsk er blevet taget med Dansk Supermarked og Danske Bank. Nu er turen kommet til Damco og Svitzer, lyder det fra anerkendt analysehus, som spår, at det kan ske allerede i år.
A.P. Møller - Mærsk kan være på vej til at fortsætte den stime af frasalg, der har kendetegnet virksomheden i de senere år. Efter frasalgene af Dansk Supermarked, Danske Bank og senest Esvagt står logistikvirksomheden Damco og bugser- og bjærgningsrederiet Svitzer som de næste på listen over oplagte frasalg i 2016, vurderer analyseselskabet Mergermarkets.
»Nogle store selskaber har opmærksomheden rettet imod strømlining, herunder A.P. Møller-Mærsk, som solgte Esvagt (sidste år, red.) og kunne sælge aktiver som f.eks. Svitzer og Damco,« skriver Mergermarkets i sin seneste trendrapport for 2016.
Om det lige sker i 2016, er Ricky Steen Rasmussen, senioranalytiker i Nykredit Markets, ikke sikker på, men Damco og Svitzer er naturligt de næste på listen, vurderer han. Begge er selskaber i yderkanten af Mærsks kerneforretninger. Damco er med en omsætning på 2,7 mia. dollars af en pæn størrelse, men har haft store problemer med indtjeningen, mens Svitzer tjener godt, men kun omsætter for 669 mio. dollars, hvor hele Mærsk omsætter for over 40 mia. dollars.
»Man så med Dansk Supermarked og Danske Bank, at uanset hvad man sagde, så er Mærsks ”ikke-kerne”-selskaber til salg, hvis der viser sig en anden og bedre ejer, og der er Damco og Svitzer nok de mest oplagte,« siger han.
Sydbanks analysechef, Jacob Pedersen, mener, at det ligger lige til højrebenet med et salg af Damco, når skuden ellers er vendt.
»Damco er helt sikkert et salgsobjekt og i bedste fald perifert i forhold til resten af Mærsk, men jeg tror ikke, det sker i 2016. Det er en god idé lige at klappe hesten til 2017, så kan man formentlig få en højere pris og få det optimale ud af Damco,« siger han og tvivler lidt mere på Svitzer:
»Det er mere 50/50. Kommer der et godt tilbud, kan Svitzer godt komme i spil. Men Svitzer har leveret fornuftige resultater for Mærsk. Og der er ikke noget, der er nagelfast i en koncern som Mærsks, og både Damco og Svitzer ligger i den perifere ende af Mærsks kerneområder.«
Hos Mærsk ønsker man ikke sige noget om sine overvejelser om eventuelle frasalg af Damco og Svitzer.
»Vi kommenterer ikke på spekulationer; heller ikke i denne sammenhæng,« lyder den korte kommentar fra Mærsks kommunikationsafdeling.
Mellem 2009 og 2015 har Mærsk frasolgt aktiviteter for mere end 16 mia. dollars med Dansk Supermarked og Danske Bank som de mest markante.