Dong-formand i dobbeltrolle om hollandske millionkontrakter
Dong Energy har tildelt to millionkontrakter til firmaet Deep Ocean Group uden at oplyse om handlen, selv om Thomas Thune Andersen er formand i begge selskaber. Dårlig selskabsledelse og dårligt håndværk, lyder kritikken.
Dong Energy gav sidste år to store kabellægningskontrakter til firmaet Deep Ocean Group.
Millionaftalerne fremgår ikke af Dongs 2015-regnskab, selv om Dong-formand Thomas Thune Andersen også er bestyrelsesformand i det hollandske selskab.
Det er dårligt håndværk og på kollisionskurs med reglerne for god selskabsledelse, at Dong ikke oplyser om, at formanden i realiteten har indgået millionaftaler med sig selv, lyder kritikken.
»God selskabsledelse handler om gennemskuelighed. Så det, at Dong ikke har oplyst om kontrakterne, finder jeg dybt problematisk,« siger Anders Drejer, professor i ledelse ved Aalborg Universitet.
Han pointerer, at selv om der ikke synes at være grund til mistanke om urent trav, er forløbet uheldigt, fordi det åbner for spekulationer om kasketforvirring.
Anbefalinger for God Selskabsledelse
Sydbanks Dong-ekspert er heller ikke imponeret. Dong vil på børsen, og det kræver fuldstændig åbenhed og rene linjer om selskabet, lyder meldingen.
»Derfor er det her dårligt håndværk, og forhåbentlig skyldes det en forglemmelse,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
Men det er helt bevist, at der ikke skiltes med de to kontrakter, ligesom der heller ikke er oplyst i 2014-rapporten om en tredje Deep Ocean-kontrakt.
»Der har jo ikke været nogen som helst diskussioner i bestyrelsen i Dong om Deep Ocean-kontrakterne,« siger Thomas Thune Andersen og afviser al snak om kasketforvirring.
God selskabsledelse handler om gennemskuelighed. Så det, at Dong ikke har oplyst om kontrakterne, finder jeg dybt problematisk.
Dong oplyser, at de to kabellægningskontrakter er håndteret 100 pct. af ledelsen i Dongs vindmølleforretning. Alligevel er Dansk Folkeparti ikke imponeret.
»Jeg vil ikke beskylde nogen for noget. Det skaber bare en naturlig interessekonflikt, når man har et ben i hver lejr,« siger finansordfører René Christensen (DF), der opfordrer Finansministeriet, som hovedaktionær i Dong Energy, til at rydde op i kasketforvirringen.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ser dog ingen kasketspøgelser.
»Håndtering af interessekonflikter er en helt almindelig del af spillereglerne i bestyrelser for store danske virksomheder. Det gælder også i Dong Energy,« skriver Claus Hjort Frederiksen i en mail til Finans.