Statsministeren og dronningen hylder fællesskab om indkøb
150-året for etableringen af den første danske brugsforening fejres af Coop Danmark med prominente gæster.
Den danske dagligvaregigant Coop Danmark er så stolt af ejerkonstruktionen, at koncernen gerne hylder historien sammen med æresgæster. Onsdag eftermiddag var både Danmarks dronning og statsminister således med til fra første række at fejre brugsbevægelsen.
6. maj 1866 etablerede pastor Hans Chr. Sonne sammen med en kreds af Thisted-borgere Danmarks første brugsforening. I de følgende år blev der etableret brugsforeninger i hele Danmark.
De blev i 1896 samlet i FDB som siden 2002 har heddet Coop. Den dagligvarekoncern med 1.200 butikker - samt 1,6 mio. danskere som medlemmer og dermed ejere - markerer 150 års jubilæum med en række aktiviteter og begivenheder.
En af dem var åbningen onsdag af en særudstilling på Designmuseum Danmark i København, hvor dronning Margrethe var til stede. Blandt talerne var også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) samt Coops bestyrelsesformand Lasse Bolander.
Statsministeren tog i sin tale udgangspunkt i brugsbevægelsens betydning for det danske samfund siden 1866. Lars Løkke Rasmussen sagde bl.a.:
»Selvom man nok kan se flere politiske partier tage æren for andelsbevægelsen og brugsforeningerne – det gælder også mit parti. Så er den som så meget fremragende i vores samfund ikke noget, der tilhører ét parti. Ingen kan tage patent på den. Eller er skabt af få mennesker alene. Den er bygget ved fælles kraft og tilhører os alle sammen. Andelsbevægelsen og brugsbevægelsen er en del af dansk identitet.«