Fynske Banks overskud falder markant i første kvartal
Lave renter på obligationsmarkedet og større nedskrivninger har slået igennem på Fynske Banks bundlinje, der er faldet markant i første kvartal af 2016.
I årets tre første måneder realiserede banken et overskud før skat på 6,3 mio. kr., hvilket er en del mindre end overskuddet på 18,7 mio. kr., der blev hentet hjem i samme periode året forinden.
Det er særligt en lavere basisindtjening, der sender overskuddet ned i kvartalet. Samlet blev basisindtjeningen 14,2 mio. kr. mod 21,4 mio. kr. i første kvartal 2015. Det skyldes primært lavere nettorente- og gebyrindtægter som følge af lavere renter på obligationsmarkedet.
Sidste år var kvartalets nettogebyrindtægter desuden positivt påvirket af, at flere konverterede lån, og i år har lånekonverteringen ikke været på det samme høje niveau, oplyser banken i regnskabet.
HØJERE NEDSKRIVNINGER
Kvartalet var desuden præget af højere nedskrivninger, der i årets første tre måneder endte på 11,3 mio. kr. mod 7,8 mio. kr. året forinden.
- Nedskrivningerne vedrører i overvejende grad eksisterende erhvervsrelaterede problemengagementer, som ikke har udviklet sig tilfredsstillende, eller hvor sikkerhederne er vurderet værdimæssigt forringet, står der i regnskabet.
Volatile aktiemarkeder har desuden medført en lavere kursgevinst end sidste år. I alt havde banken i første kvartal en kursgevinst på aktier på 1,2 mio. kr. (inklusive afdækninger) mod en gevinst på 4,8 mio. kr. i første kvartal 2015.
FASTHOLDER FORVENTNINGER
Fynske Bank fastholder forventningerne til regnskabsåret 2016 om en basisindtjening (før nedskrivninger, udgifter til sektorløsninger, fusionsomkostninger og skat) i niveauet 80-85 mio. kr. i 2016.
/ritzau/FINANS