Eksklusiv flyklub har kurs mod Europa
Et nyt slags flyselskab begynder snart at flyve mellem europæiske lande. For et fast månedligt beløb kan man flyve lige så meget, man vil.
Europæiske flypassagerer kan snart blive en del af en ny eksklusiv flyklub, som for et fast beløb hver måned kan rejse ubegrænset frem og tilbage mellem en række europæiske byer.
Virksomheden Surf Air, som startede flyvninger op mellem Silicon Valley og Los Angeles i 2013, indtager nu også det europæiske luftrum. Det skriver flere internationale medier, heriblandt Reuters og Financial Times.
Fra oktober vil Surf Air Europe flyve til og fra London, Zurich, Genève og Cannes. Ifølge Reuters bliver prisen 2.500 pund, svarende til ca. 22.300 kr. om måneden, og for det beløb kan man frit hoppe på et fly, når man vil. Også Dublin og Paris vil snart se fly ejet af Surf Air, mens byerne Berlin, Amsterdam, Milan, Barcelona og Edinburgh bliver Surf Air-destinationer lidt længere ude i fremtiden, fremgår det af Surf Air Europe's hjemmeside.
Da Surf Air startede op i USA i 2013, var det med et Pilatus turboprop-fly, som kun har plads til otte passagerer. Idéen bag firmaet var, at man ud over muligheden for at flyve ubegrænset også kunne slippe for lange køer i de store internationale lufthavne og i stedet bare møde op 15 minutter før afgang, skriver Financiel Times.
I dag har virksomheden 12 fly, der har 90 flyvninger om dagen til og fra 12 amerikanske byer i Californien. Den eksklusive flysklub har 3.000 medlemmer.
Surf Air's forventninger til det europæiske marked er høje.
»Vores opfattelse er, at modellen er meget mere attraktiv i Europa end i Californien, fordi der ligger et stort antal byer relativt tæt på hinanden, og der er en stor frustration over de eksisterende flyselskaber og lufthavne,« siger Simon Talling-Smith, som er adm. direktør i Surf Air Europe, til Financial Times.
Direktøren fortæller, at forventningen er, at Surf Air i 2021 har 60-70 fly i USA, 50 i Europa og 20 i både Mellemøsten og Indien.