Hemmelig milliardær ville stifte selskab på verdens mest isolerede ø
En usædvanlig forespørgsel endte med afslag, da polsk rigmand ansøgte om at drive virksomhed fra en ubeboet vulkanø.
Det lyder måske som en skør idé at stifte et selskab på en ubeboet, afsidesliggende vulkanø, der er næsten fuldkommen dækket af gletsjere og uden nogen form for infrastruktur.
Men for en polsk rigmand med milliarder på lommen var det lige præcis hensigten, da han for få måneder siden bad sine advokater kontakte en række norske institutioner og ministerier.
Det beretter nyhedsbureauet NTB.
Den polske milliardær ville have lov til at etablere selskabet Overseas Advisory Services Scarbiec på Bouvetøen. Øen ligger sydvest for Kap Det Gode Håb, er under norsk styre - og betragtes som verdens mest isolerede ø.
Ifølge advokaterne fra Scarbiec, der er specialiseret i international skatteplanlægning, havde milliardærens ønske om at stifte selskabet på Bouvetøen intet med skattefordele at gøre.
»Klienten opfattede det som god PR at være repræsenteret på verdens mest afsidesliggende sted. Etableringsomkostningerne betyder intet for en af Polens rigeste, som også er på Forbes' liste over verdens rigeste personer. Det er mere galskaben ved at gøre det, som tæller,« siger advokat Mariusz Pajduszewski til NTB.
Han vil ikke afsløre navnet på sin klient, men Forbes' liste over verdens rigeste milliardærer rummer kun to polske statsborgere: Zygmunt Solorz Zak, der er medie- og telemogul, og ejendomsinvestoren Michal Solowow.
Den unavngivne milliardær fik imidlertid afslag på sin ansøgning af det norske erhvervs- og fiskeriministerium. Begrundelsen var, at der på Bouvetøen hverken er ejendomsregister, postnummer eller adresse, som selskabet kan registreres på.
93 pct. af Bouvetøen er dækket af is, og både øen og det omkringliggende farvand er udnævnt til naturreservat. Desuden er der 2.200 km til den nærmeste bosættelse i Sydafrika.
I sit afslagsbrev skriver ministeriet i øvrigt, at det er umuligt at lande med fly på øen, og at der - udover en lille forskningsplatform - ikke er nogen infrastruktur på øen.
Afslaget skuffede efter sigende den polske milliardær.
»Det er synd, fordi vi tror, at mange andre ville være interesseret i at have en så spektakulær adresse,« siger Mariusz Pajduszewski.