- Opdateret 19/07/2016 kl. 15:56
Lastbilproducenter efter kartelbøde: Vi beklager
Flere deltagere i det lastbilkartel, EU-Kommissionen har afsløret, siger undskyld og bedyrer, at der er rettet op på de interne procedurer.
En stribe lastbilproducenter betaler milliardstore bøder til EU-Kommissionen i en sag om et lastbilkartel, der har opereret i årene 1997-2011. En af dem er producenten Daimler, som siger undskyld for ulovlighederne.
"Daimler fortryder disse hændelser og foretog de fornødne handlinger for et stykke tid siden," skriver Daimlers presseafdeling i en e-mail til Finans.
Daimler har fået den største bøde i kartelsagen, hvor også Volvo/Renault, Iveco og DAF har modtaget bøder.
Daimler skal betale godt 1 mia. euro, svarende til ca. 7,5 mia. kroner. Producenten påpeger selv, at bødestørrelsen til dels er baseret på virksomhedens omsætning i den periode, kartelaktiviteterne fandt sted.
Daimler har ifølge EU-Kommissionen fået bøderabat på 30 pct., fordi virksomheden har samarbejdet med kommissionen under efterforskningen. De øvrige karteldeltagere har ligeledes fået mellem 10-40 pct. i rabat for samarbejdsvillighed med undtagelse af DAF.
I alt har lastbilproducenterne betalt bøder for 22 mia. kr. Kartellets whistleblower, MAN, slipper helt for at betale en bøde, da virksomheden har benyttet sig af den såkaldte leniency-ordning. Det betyder, at MAN går helt fri for straf, fordi producenten var den, der afslørede kartellet over for kommissionen.
MAN tager afstand fra de kartelaktiviteter, der har fundet sted i virksomheden. I en pressemeddelelse skriver lastbilproducenten, at den tror på fri og fair konkurrence og ikke tolererer ulovlig aktivitet. Derfor har virksomheden foretaget en række tiltag for at sikre, at medarbejderne overholder loven.
Hos Daimler har man også handlet. Det interne kontrolsystem i virksomheden er blevet styrket, samtidig med at man har sat ekstra fokus på konkurrencereglerne, når medarbejderne skal oplæres.
Ifølge det tyske medie Automobilwoche får sagen tilsyneladende ingen konsekvenser for ledelsen i Daimler. En kilde siger til mediet, at man på nuværende tidspunkt ikke ser nogen grund til at rejse erstatningskrav mod enkelte personer.
På trods af at være gået med til at betale kommissionens bøde for prisaftaler, siger Volvos adm. direktør, Martin Lundstedt, i en pressemeddelelse, at aftalerne ikke har ramt kunderne:
»Selv om vi fortryder, hvad der er sket, er vi overbevist om, at hændelserne ikke har haft konsekvenser for vores kunder. Volvo-koncernen har altid konkurreret om hver eneste handel.«