Føtex vil være Dansk Supermarkeds svar på Irma
Dansk Supermarked har kørt Føtex i stilling til at konkurrere med Irma i København, der er Coops flagskib på økologi.
Dansk Supermarked kører nu sin dagligvarekæde Føtex i stilling til at konkurrere på økologi med Coops økologiske flagskib Irma i København, skriver Berlingske.
»Føtex kæmper ikke kun for at blive nummer et på økologi i København, men også nummer et blandt de landsdækkende dagligvarekæder,« siger Thor Jørgensen, administrerende direktør i Føtex.
For Føtex ønsker at tilbyde de bedste økologiske varer og gør, hvad kunderne beder om, siger han.
»Vi lytter til, hvad kunderne gerne vil have. De efterspørger mere og mere økologi, og det udbyder vi mere af. I år og frem til i dag har vi haft en vækst i omsætningen på 25 procent på økologi. Det er voldsomt,« siger Thor Jørgensen til Berlingske.
I december 2015 lå Irmas økologiske salg på 29,1 procent af kædens samlede salg. Sidste år havde Føtex et gennemsnitssalg på ni procent økologi. Men der var store regionale forskelle. Dansk dagligvarehandel havde sidste år et samlet salg af økologi på 8,4 procent af det samlede dagligvaresalg på godt 100 milliarder kroner.
»Vi vil gerne være bedre end markedet på økologi. Målet er at få en meget højere økologiandel af omsætningen af fødevarer i Føtex,« fastslår Thor Jørgensen.
Som Berlingske Business har skrevet tidligere i en igangværende økologiserie, er Danmark et smørhul for økologi. Dagligvarehandelen omsatte sidste år for syv milliarder kroner. Det var en stigning på 12 procent i forhold til året før.
/ritzau/