Her er de 16 vigtigste nyheder onsdag morgen
Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
Republikanerne har formelt gjort Donald Trump til præsidentbud. Mangemilliardæren Donald Trump er natten til onsdag officielt blevet nomineret som Republikanernes præsidentkandidat. Han har ved partiets konvent i Cleveland, Ohio, fået opbakning fra flere end 1.237 delegerede. Det er den magiske grænse for at sikre sig et flertal. (CNN)
WikiLeaks har afsløret mails og hemmeligheder fra tyrkisk statsmagt. WikiLeaks har tirsdag aften offentliggjort 294.548 mails med tilknytning til den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogans, politiske parti, AKP. WikiLeaks henviser på Twitter til et link, hvor alle med et login kan tilgå de mange mails, der i øvrigt har flere hundredtusinder vedhæftede dokumenter tilknyttet.
Nordea vil ikke associeres med skattely, men driver pseudo-filial på Cayman Islands. Altimens Nordea forsøger at distancere sig fra alt, der kan forbindes med skattely og skattespekulation, har storbanken siden 1991 opretholdt en papirfilial på den caribiske øgruppe, Cayman Islands. Kunderne ønsker, at vi er til stede, lyder forklaringen.
Guernsey, Gibraltar og Cayman Islands: Derfor har danske banker filialer i skattely. Det har intet med skat at gøre, når Nordea, Danske Bank og Jyske Bank har filialer eller selskaber i skattely, forsikrer bankerne.
Erdogan gennemfører gigantisk udrensning efter kupforsøg. De tyrkiske uddannelsesmyndigheder har beordret 1.577 rektorer på alle højere læreanstalter fjernet. Det er blot det seneste skridt i en omfattende udrensning efter kupforsøget i weekenden. Ordren gælder både statslige og private universiteter. Uddannelsesministeriet har meddelt, at i alt 15.200 ansatte i sektoren suspenderes. (Reuters)
Frankrig er i undtagelsestilstand et halvt år mere. Frankrig forlænger undtagelsestilstanden i landet med seks måneder, skriver nyhedsbureauet AFP. Det sker efter sidste uges angreb i Nice, hvor 84 mennesker mistede livet, da en mand kørte en lastbil ind i grupper af mennesker ved havnefronten i den sydfranske by. Det er et flertal i det franske parlament, der har stemt for at forlænge tilstanden. (AFP
Rekordvarm juni gav kloden sved på panden. Den meteorologiske forskningsinstitution National Oceanic and Atmospheric Administration (Noaa) i USA har offentliggjort klimadata fra den seneste måned. De viser, at sidste måned var den varmeste juni nogensinde målt på kloden. Det er 14. måned i streg, at de globale temperaturer slår rekord. (Noaa)
Goldman Sachs barberer bonusserne. Bonusserne bliver mindre i Goldman Sachs, selvom storbanken umiddelbart har klaret sig bedre end ventet gennem årets første halvår. Der var således sat 3,3 mia. dollars til side til kompensationsudgifter i andet kvartal mod 3,8 mia. dollars sidste år. (CNN)
Nordkorea simulerede et atomangreb mod Sydkorea. Nordkorea oplyser nu, at tirsdagens affyring af tre ballistiske missiler simulerede et atomangreb mod Sydkorea. Det skriver nyhedsbureauet AFP, der citerer det nordkoreanske medie KCNA. (AFP)
Får Novo på sigt uventet fedmehjælp fra rivalen Sanofi? Novo Nordisk-konkurrenten Sanofi anerkender fedme som et væsentligt problem for diabetikere. Spørgsmålet er, om selskabet på sigt for alvor vil ind på markedet som Novo Nordisk.
Derfor har verdensplagen Pokemon Go gjort Nintendo mere værd end Sony. Pokemon Go slår alle rekorder. Det gør Nintendoaktiens himmelflugt også. For spillet om et lille gult monster kan blive en ’gamechanger’ for firmaers interaktion med kunder.
Svanesang i Silicon Valley: Yahoo er ved at lukke og slukke. Den tidligere så mægtige internetpioner Yahoo er ved at blive fortid. Selskabet har sat sig selv til salg i småbidder, mens omsætningen falder og underskuddet er firedoblet.
Hvis du er rig som 30-årig, er du det typisk resten af livet. De rigeste forbliver rige gennem arbejdslivet. Og de fattigste rykker sig ikke meget. En ny analyse har for første gang fulgt en generation over et arbejdsliv. (Politiken)
Sagsanlæg: Højtstående Volkswagen-ansatte dækkede over snyd. Skandalen i den tyske bilfabrikant Volkswagen kan vise sig at gå helt op til toppen af hierarkiet hos motormastodonten. I hvert fald hvis man skal tro et netop offentliggjort sagsanlæg fra den amerikanske stat New York. Her fremgår det, at højtstående ansatte skulle have dækket over beviser for, at bilfabrikanten gennem mange år snød i amerikanske miljøtest af fabrikantens biler. (New York Times)
Hver anden brasilianer er imod OL i Rio. En meningsmåling bragt tirsdag i avisen Folha de São Paulo godt to uger før åbningsceremonien viser, at nøjagtig 50 procent af befolkningen i det store sydamerikanske land er imod OL-værtskabet. For tre år siden var det kun 25 procent af befolkningen, der var imod legene, som koster mere end 75 milliarder kroner at afholde. (Reuters)
Føtex vil være Dansk Supermarkeds svar på Irma. Dansk Supermarked kører nu sin dagligvarekæde Føtex i stilling til at konkurrere på økologi med Coops økologiske flagskib Irma i København. (Berlingske)
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.