Advokater: Volkswagen har snydt siden 1999
Tre amerikanske stater rejser nye milliardkrav mod den tyske bilkoncern.
Den tyske Volkswagen-koncern har siden 1999 med snydesoftware forsøgt at omgå miløkravene for bilernes udledning, og snydesoftwaren blev oprindelig udviklet af Audi, men senere finpudset af VW.
Samtidig har kendskabet til sagen været langt mere udbredt på alle niveauer i bilkoncernen end hidtil antaget.
Sådan lyder det fra advokater fra de tre amerikanske stater New York, Maryland og Massachusetts, der netop har besluttet at sagsøge bilkoncernen for overtrædelser af miljølovene. Dermed kan bilkoncernen se frem til yderligere milliardkrav.
Således lægger alene staten New York op til et bødekrav på 450 mio. dollars »på grund af Volkswagens massive og systematiske snyd med medvirken fra dusinvis af ansatte på alle niveauer i koncernen.«
Det fortæller amerikanske medier som Wall Street Journal og Automotive News.
Ifølge advokaterne begyndte Volkswagen-koncernen at snyde med dieselbilerne tilbage i 1999, og softwaren, der skulle snyde de officielle test, blev først udviklet af Audi, der havde problemer med udslippet af kvælstofilter (NOx) fra sine 3,0 liters dieselmotorer.
Derefter har Volkswagen videreudviklet og forfinet snydesoftwaren, fremgår det af de nye søgsmål, der også peger på, at den tidligere koncernchef Martin Winterkorn og andre topchefer har haft kendskab til snyderiet.
Volkswagen-koncernen har ikke kommenteret sagen, mens en talskvinde, Jeannine Ginivan, oplyser, at bilkoncernen samarbejder med de amerikanske myndigheder.
»Det er beklageligt, at nogle amerikanske stater nu har besluttet af rejse søgsmål på trods af deres tidligere støtte til den allerede igangværende proces,« siger Jeannine Ginivan.
Hun afviser at forholde sig til anklagerne om, at snyderiet har fundet sted siden 1999.
Eric Schneiderman, der er chefadvokat for staten New York, er til gengæld ikke i tvivl om, at sagen går dybt ned i Volkswagen-koncernen.
»Man har dybt og bredt i koncernen og over lang tid forsøgt at dække over sagen. Sagen rækker både fra ingeniørernes kontorer og ind på direktørgangen. Man m¨gøre op med denne kultur af snyd. Derfor må koncernen straffes hårdt,« lyder det fra advokaten.
Med direktørgangen henviser han til både den tidligere koncernchef Martin Winterkorn og den nuværende Matthias Müller. En talsmand for Volkswagen i Tyskland kaldte tirsdag anklagen mod Matthias Müller for ubegrundet.
Volkswagen-koncernen indgik i juni et forlig med amerikanske myndigheder og 480.000 amerikanske ejere af en dieselbil med 2,0 liters motor. Forliget koster bilkoncernen 100 mia. kr.