Hotelbranchen raser over bookingportaler
Der er løsnet op for konkurrencen mellem de store bookingportaler, viser en stikprøve. Men den er overfladisk og forbigår selve problemet, mener Horesta og Dansk Erhverv.
De populære portaler til booking af hotelværelser er bekvemme, men de holder hotellerne i et jerngreb og stækker derfor den fri konkurrence på markedet. Det mener flere brancheorganisationer, som ikke har meget til overs for en ny stikprøve fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der ellers tyder på større konkurrence mellem bookingportaler som Hotels.com, Booking.com og HRS.com.
»Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er kommet lidt for nemt omkring det. Selvfølgelig har bookingportalerne en plads i markedet, det er der ingen tvivl om, men det skal ske i en fair konkurrence,« siger Susanne Nordenbæk, chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.
Både Dansk Erhverv og brancheorganisationen Horesta er utilfredse med, at hoteller er bundet af aftaler med bookingportalerne, der betyder, at de ikke må leje værelserne billigere ud via deres egne hjemmesider.
Samtidig har hotellerne intet incitament til at variere prisen fra portal til portal, fordi deres egne hjemmesider blot udstilles som det dyreste alternativ, hvis de skruer prisen ned hos udvalgte bookingportaler. Det betyder med al sandsynlighed, at hotellerne kommer til at betale endnu mere i kommission til internetforretningerne frem for at formidle værelserne selv.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop offentliggjort en stikprøve, der konkluderer, at konkurrencen mellem portalerne fungerer. Stikprøven er foretaget blandt 12 hoteller hver dag i en periode på to måneder og konkluderer, at priserne rent faktisk varierer fra portal til portal. I løbet af perioden har halvdelen af hotellerne således haft forskellige priser på det samme type værelse på et givent tidspunkt, alt efter om brugerne benyttede sig af Booking.com, Hotels.com eller HRS.com.
Derfor ser Styrelsen ingen grund til at genåbne den sag, der blev indstillet i efteråret 2015, fordi bookingportalerne af egen drift - via en såkaldt tilsagnsaftale - indskrænkede prisklausulen, så det blev muligt for hotellerne at variere deres priser fra portal til portal. Problemet var og er bare, at hotellernes egne hjemmesider stadig ikke må underbyde portalerne, mener Horesta, som desuden finder stikprøven overfladisk og selvmodsigende.
»Det undrer mig, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan være tilfreds med en tilsagnsaftale, der ikke har en effekt i halvdelen af tilfældene og kun har en begrænset effekt i resten af tilfældene,« siger adm. direktør Katja K. Østergaard med afsæt i stikprøveundersøgelsen.
Også Dansk Erhverv er skuffet på sine medlemmers vegne.
Turismechefen Susanne Nordenbæk peger på, at de store bookingportaler bliver mere og mere magtfulde ifølge tal, som hotellernes europæiske brancheorganisation, Hotrec, har offentliggjort i denne uge. Således betaler 9 af 10 hoteller lige så meget eller mere i kommission til portalerne sammenlignet med sidste år.
Javist, lyder det fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, men hotellerne slipper til gengæld både for at betale bookingportalerne en entrépris og for at abonnere på deres service. De får så at sige gratis reklame det meste af tiden mod at betale en kommission på 10-15 pct. ved bookingerne.
»Det er et spørgsmål om, hvorvidt hotellerne vil betale for servicen på den ene eller anden måde,« siger kontorchef Martin Nyvang og forklarer, at de fleste forbrugere i fremtiden - hvis prisklausulen ophæves - vil finde frem til hotellernes katalog via bookingportalernes sammenligningssystem og derefter booke værelserne via de separate hjemmesider, hvilket vil fjerne fundamentet under portalernes forretning.
Det sidste ligger dog langt uden for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ressortområde, replicerer Horesta og Dansk Erhverv.
»Det er ikke Styrelsens opgave at blande sig i en forretningsmodel. Det er Styrelsen ikke sat i verden for,« siger Katja K. Østergaard, mens Susanne Nordenbæk betoner, at bookingportalerne tilbyder loyalitetsprogrammer og teknologiske features foruden det forkromede overblik over alverdens hoteller, hvilket bør være nok til at sikre sig masser af bookinger fremover, selv om hotellerne får lov til at sænke priserne på deres egne hjemmesider.
Landets største bookingportal med 20.000 danske overnatningssteder på sitet, Booking.com, har svært ved at forstå hotellernes utilfredshed.
»Hver dag formidler vi en million overnatninger på 42 forskellige sprog i hele verden ud fra en "no cure, no pay" model, hvor hotellerne kun betaler, hvis Booking.com leverer gæster til hotellet. Der er ingen skjulte gebyrer eller forhåndsbetaling. Kun en standardkommission på 15 pct. fra hotellet til os, når gæsten er rejst igen. For at den forretningsmodel kan fungere, er det nødvendigt, at hotellerne ikke sælger værelserne billigere på deres eget site,« siger fungerende landechef Christina Jacobsen.
Samtidig understreger hun, at hotellerne skam gerne må sælge deres værelser billigere end portalerne via offline-kanaler som eksempelvis kundeklubber eller rabatkuponer. Med andre ord er der fortsat masser af konkurrence i markedet, mener landechefen.
»Stikprøvekontrollen viser, at begrænsningen af prisklausuler i efteråret har skabt øget konkurrence mellem bookingportalerne. Det belønner de portaler, der skaber størst værdi for hotellerne, hvilket giver forbrugerne større valgfrihed og gennemsigtighed,« konstaterer Christina Jacobsen.