Det danske bilmarked er rødglødende
De mange leasingbiler betyder dog, at brugtmarkedet ikke helt kan holde trit med salget af nye biler.
En markant fremgang i salget af nye biler og en lidt mindre fremgang i salget af brugte biler betyder, at der nu kører 2,4 mio. biler rundt på de danske veje.
»Bilmarkedet er nærmest rødglødende, og det er forståeligt, hvis bilforhandlerne trænger til ferie,« konstaterer Jan Lang, der er analytiker for bilhandelspladsen Bilbasen.dk.
Tal fra Danmarks Statistik og De Danske Bilimportører viser, at der i første halvår er foretaget 277.750 transaktioner med brugte biler, hvilket er en stigning på 2,7 pct. i forhold til samme periode for et år siden.
Salget af nye biler er til gengæld steget med 11,4 pct. i forhold til første halvår 2015. I årets første seks måneder er der solgt 116.853 nye biler.
Fremgangen kan ifølge Jan Lang forklares med fire faktorer: I november 2015 blev registreringsafgiften for de større biler sat ned, der er hård konkurrence på markedet med især mange attraktive tilbud på leasing, der har været et opsparet behov for lidt større biler og så er renten meget lav.
»Det betyder, at der kommer flere biler på vejene. Ved årsskiftet var der 2,39 mio. personbiler i Danmark, og derfor er jeg sikker på, at vi nu har rundet en milepæl med 2,4 mio. biler. Det er endnu ikke meldt officielt ud af Danmarks Statistik, men en sammentælling af nye biler og afmeldte biler viser, at vi allerede for et par måneder siden rundede 2,4 mio. biler,« forklarer Jan Lang.
Han forventer, at også brugtmarkedet vil sætte rekord i år, selv om fremgangen i brugtsalget foreløbig har været lidt mindre, end han havde forventet.
I fjor blev der handlet 540.000 brugte biler, og han tror, at tallet i år vil nå 550.000. Et højt salg af nye biler trækker normalt også brugtsalget med op, fordi de fleste bilkøbere har en brugt bil, der byttes ind for den nye.
»Jeg havde forventet en fremgang omkring 5 pct., men de mange leasingbiler tager lige den sidste top af brugtbilsalget. Det skyldes, at en del af leasingbilerne eksporteres ud af landet, så der bliver lidt færre brugtbiler til rådighed,« siger Jan Lang.
Afgiftsnedsættelsen på de nye biler har dog også fået flere bilkøbere til at vælge en ny bil frem for en brugt.
Selv om en del af de brugte leasingbiler sendes ud af landet, har udbuddet af brugte biler dog været svagt stigende for første gang i flere måneder. Således har Bilbasen.dk lige nu 56.000 biler til salg, hvilket er højt for en sommermåned. Det betyder også, at priserne på de brugte biler er begyndt at falde marginalt.
»Afgiftsomlægningen i november skabte lidt turbulens på markedet og førte til et prisfald på de brugte biler. Men nu har markedet sat sig igen, og situationen er tilbage ved det normale,« siger Jan Lang.