Volkswagen stopper salget af 79 bilmodeller
De sydkoreanske myndigheder har truet med at inddrage bilernes godkendelse.
På mandag stopper den tyske Volkswagen-koncern for salget af 79 bilmodeller på det sydkoreanske marked.
Det er en konsekvens af dieselskandalen, da de sydkoreanske miljømyndigheder har truet med at inddrage bilernes godkendelser.
»Vi stopper salget frivilligt for at imødegå forvirring i markedet,« fortæller en talskvinde for Volkswagen-Audi i Sydkorea til Frankfurter Allgemeine.
Der er ingen detaljer om, hvilke bilmodeller der berøres af salgsstoppet. Men baggrunden er, at det sydkoreanske miljøministerium har truet med at inddrage bilernes godkendelser, fordi bilkoncernen tilsyneladende har pyntet på bilernes miljøtal for at kunne opnå importgodkendelser.
På grund af dieselskandalen med snydesoftware i 11 mio. biler har de sydkoreanske myndigheder iværksat en undersøgelse, og tilbage i juni udstedte en domstol en anholdelsesbegæring mod en lokal Volkswagen-direktør, der mistænkes for at have forfalsket dokumenter om udledningen fra bilerne.
Tidligere på ugen måtte Volkswagen-koncernen meddele den tyske børs, at der er udsigt til ekstra omkostninger i USA, hvor tre delstater - New York, Maryland og Massachusetts - har sagsøgt bilkoncernen for overtrædelser af miljølovene.
Samtidig har bilkoncernen meldt ud, at den på grund af dieselsagen opgiver sin satsning på dieselbiler på det amerikanske marked. Her har salget af dieselbiler været stoppet, siden sagen brød ud i september 2015.