Audi: Autopilot skal gøre hverdagen lettere
Der er ingen, der finder det spændende at holde i kø morgen og aften, forklarer Audi-chefen Rupert Stadler.
Det kan godt være, at selvkørende biler er endemålet. Men der er vi endnu ikke, og her og nu handler det mere om, at de forskellige autopilotsystemer kan gøre hverdagen lettere, fordi systemerne i nogle situationer kan køre bilen bedre end ejeren.
Derfor skal vi i højere grad til at vurdere bilen som en mobil enhed.
Audi-chefen Rupert Stadler tror på en fremtid med selvkørende biler, og Audi skal nok finde sin plads i forhold til konkurrenter som Tesla, Apple og Google, der også arbejder på, at bilerne skal kunne køre af sig selv, så føreren i højere grad kan blive passager.
Men i første omgang drejer det sig for Audi om udviklingen af autopilotsystemer, der i visse situationer kan gøre den daglige køretur til og fra arbejde lettere for forbrugerne.
Det tyske bilmærke, der er en del af Volkswagen-koncernen, vil tage næste skridt, når den nye generation af luksusbilen A8 sendes på markedet i 2017. Bilen vil få et system, der ved køkørsel på motorvejen kan føre bilen frem med op til 60 km/t - vel at mærke uden at føreren behøver at holde hænderne på rattet.
Når køen er opløst, og der igen kan køres med højere hastighed, vil systemet fortælle føreren, at han eller hun igen skal overtage kontrollen.
»Systemet vil gradvist blive udbygget til også at kunne styre bilen med højere hastigheder, og dermed nærmer vi os den fuldautomatiske bil uden rat og pedaler,« forklarer Rupert Stadler til Frankfurter Allgemeine.
»Der er ingen, der finder det spændende at køre i kø morgen og aften, og autopilotsystemerne kan gøre det bedre og med mindre brændstofforbrug,« tilføjer Rupert Stadler.
Den tyske trafikminister Alexander Dobrindt (CSU) ser også en fremtid med selvkørende biler, fordi de efter hans mening vil være med til at forbedre trafiksikkerheden og nedbringe antallet af ulykker.
Derfor arbejdes der i Tyskland på at få tilpasset lovgivningen, og Audi-chefen forventer, at lovgivningen vil være på plads, når den nye A8 sendes på markedet.