Nu venter Volkswagen på dommerens ord
Dommer i San Francisco afgør, om bilkoncernens forlig i USA kan godkendes.
Siger dommer Charles Breyer ja eller nej?
Det er for den tyske bilkoncern Volkswagen det store spørgsmål, når der tirsdag morgen amerikansk tid afholdes et nyt retsmøde i dieselsagen. På mødet hos distriktsdomstolen i San Francisco vil Charles Breyer fortælle, om han kan godkende det forlig, der blev indgået tilbage i juni.
Forliget med 480.000 amerikanske bilejere og amerikanske myndigheder vil koste bilkoncernen 100 mia. kr. Forliget indebærer, at Volkswagen-koncernen skal tilbagekøbe biler, betale kompensation til bilejerne og indbetale omkring 5 mia. dollars til forskellige fonde, som arbejder med udvikling af grøn teknologi til bilindustrien.
Senest er det dog kommet frem, at nogle af de amerikanske biler med 2,0 liters dieselmotorer måske kan opdateres i stil med de europæiske modeller. Dermed kan Volkswagen muligvis slippe med at skulle købe en mindre antal biler tilbage.
Hvis Charles Breyer godkender forliget, vil bilkoncernen kunne lukke en del af dieselskandalen. Bilejerne har dog en frist på halvanden måned. I den tid kan de overveje, om de er tilfredse med forliget, eller om de vil forsøge at få mere ud af sagen ved en ny retssag.
Også af andre grund vil et ja fra dommeren ikke være en fuldstændig afslutning på sagen.
Der mangler nemlig stadig en løsning for de mere end 100.000 amerikanere og canadiere, som ejer en dieselbil med en 3,0 liters motorer. Her har myndighederne hidtil afvist Volkswagens løsningsforslag.
Samtidig har tre amerikanske stater - New York, Maryland og Massachusetts - sagsøgt Volkswagen for overtrædelser af miljølovene.
Alene staten New York mener, at bilkoncernen skal have en bøde på 450 mio. dollars. Det fik for en uge siden bilkoncernen til at advare investorerne om, at der kunne være ekstra omkostninger på godt 2 mia. euro på vej.