Svenske ejendomsmæglere vil sælge huse med Pokémon Go
»Eftersom det kræver, at du fanger 100 (!!!) Magikarps for at få en mægtig Gyarados, kan det være til din fordel at have en bolig ved vandet.«
Engang var det beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed, der afgjorde, hvor folk købte bolig. Men nu sigter nogle svenske ejendomsmæglere efter andre kriterier: Pikachu, Bulbasaur og Ponyta. Eller sagt på en anden måde: Pokémon.
Den svenske online boligportal Hemnet har nemlig taget utraditionelle midler i brug i en ny kampagne for de boliger, som ligger til salg på sitet. Her har man nemlig opstillet en række gode råd til spillet Pokémon Go, der de seneste uger har fået svenskerne til at bevæge sig ud i landet på Pokémon-jagt med telefonen ved hånden. Nu skriver Hemnet nemlig, hvor i landet, det er nemmest at finde de forskellige Pokémon.
Det skriver svenske Di Digital.
»Eftersom det kræver, at du fanger 100 (!!!) Magikarps for at få en mægtig Gyarados, kan det være til din fordel at have en bolig ved vandet,« lyder det f.eks. i boligportalens råd.
Der linkes herefter til boliger i grønne områder, hvor de såkaldte græs-pokémon holder til og sågar "elektriske" studenterområder, hvor man kan finde Pokémon som Pikachu.
En ejendomsmægler er endda begyndt at medtænke det populære Pokémon-spil i sine beskrivelser af lejlighederne. I Sundbyberg på Lötgatan ligger f.eks. en »unik« lejlighed, der både er tæt på t-banen, restauranter, butikker og:
»Endvidere har man ca. 10 Pokémonstop inden for en radius af 500 meter og to Pokémon-gyms inden for 250 meters afstand,« skriver den ansvarlige mægler Shaho Shamei i beskrivelsen.