Priserne på flybilletter falder
Lave oliepriser kan ses på billetpriserne. Usikkerhed har fået aktiekurserne på flyselskaberne til at falde.
Det er blevet billigere at flyve. De lave oliepriser er slået igennem på billetpriserne, og de mange tilbud lokker flere ud at flyve.
Usikkerhed efter terroraktioner går dog ud over rejselysten i Europa. Siden årsskiftet er aktiekurserne for de europæiske flyselskaber faldet markant.
Ifølge den internationale luftfartsorganisation IATA er priserne på flybilletter i øjeblikket 6,5 pct. lavere end på samme tidspunkt sidste år. Priserne kan ifølge IATA falde yderligere, da oliepriserne i juli var 22 pct. lavere end for et år siden.
Billige billetter lokker flere passagerer til, og i første halvår er den samlede trafik vokset med 6 pct. Væksten er dog noget lavere i Europa, hvor trafikken blot er steget med 3,9 pct.
De hidtidige regnskaber for flyselskaberne i 2. kvartal viser, at luftfartsindustrien set i et historisk perspektiver har en solid indtjening. Det er især de amerikanske flyselskaber som tjener mange penge, mens lønsomheden i Europa er noget lavere.
Det er ikke mindst de dyrt betalende passagerer på business class, som er med til at løfte overskuddet. Ferietrafikken vokser massivt, så andelen af rejsende på de dyre sæder er faldende. Til gengæld er priserne på business class stabile, og flyselskaberne tjener langt mere på de kunder, som foretrækker at betale for fleksibilitet og ekstra service.
Fornuftige regnskaber løftede aktiekurserne i USA i juli med 4,2 pct. i gennemsnit, mens stigningen i Europa blot var på 2,2 pct.
Siden årsskiftet er kurserne dog faldet med 16,5 pct., da optimismen fra anden halvdel af 2015 er dalet. Værst ser det ud i Europa, hvor aktierne for luftfartsselskaberne ifølge IATA's beregninger faldet med 28,4 pct. Blandt årsagerne er tragiske terroraktioner i Europa, ligesom briternes beslutning om at forlade EU sendte flyaktierne ned.
I Skandinavien er kursen på SAS aktier faldet med ca. 25 pct. siden begyndelsen af januar. Kursen for det norske lavprisselskab Norwegian er til gengæld på samme niveau som i begyndelsen af året.