Terapeuten skiftede job: Nu forbereder han økonomisk kriminelle på fængsel
Amerikanske Andrew Snyder arbejdede i kriminalforsorgen i 30 år. Nu forbereder han dømte økonomisk kriminelle på tiden i fængsel.
I 2012 så amerikanske Andrew Snyder en dokumentarudsendelse om den højtprofilerede New York-advokat Marc Dreier, der blev dømt for svindel. Og så fik han en idé til en ny karriere.
Bag sig havde han 30 år som ansat i kriminalforsorgen. En karriere, der begyndte, da han startede som ung fængselsbetjent i Californien. Siden havde han uddannet sig til terapeut og arbejdet med indsatte. Nu arbejdede han som familie- og parterapeut.
Men dokumentaren, der fulgte den dømte advokat før og under retssagen og i fængslet, gav Andrew Snyder en idé.
»Jeg indså, mens jeg så den dokumentar, at førstegangs-dømte, der skulle i fængsel, ikke fik tilstrækkelig og kompetent vejledning. Det var stort set kun tidligere dømte og tidligere indsatte, der stod for forberedelserne,« siger han i et portræt med det amerikanske magasin The Atlantic.
Et år senere åbnede han sin nye business: Terapi særligt for økonomisk kriminelle - på amerikansk "white collar criminals" - der for første gang skulle afsone en fængselsdom.
Nu rådgiver han dem og deres familier og forsøger at forberede dem på, hvordan man håndterer livet som indsat - væk fra sin familie.
»Mine klienter er typisk førstegangs-forbrydere, der aldrig har været på kant med loven før. Deres idé om, hvad fængsel er, kommer fra tv-serier og film, og de er generelt ikke rigtige. Det er pyntet og opskruet. Det handler om at glatte de bekymringer ud,« siger han.
Han har praksis på Hawaii, og ofte kommer hans klienter derned, mens de venter på at afsone. Så holder de gerne en uges ferie med familien ved samme lejlighed. Andre klienter flyver Andrew Snyder rundt i USA og besøger.
»Jeg taler også med dem om risikoen for at blive manipuleret af andre indsatte. Og jeg beder dem være forsigtige med, hvem de bygger relationer med i fængslet. Det er en udfordring for dem,« siger han.
»Helt grundlæggende siger jeg "det her går over". De fleste indsatte (som jeg arbejder med, red.) vil komme ud inden for kort tid. "Gør det så godt du kan. Involver dig." De fleste af mine klienter er veluddannede: De har mange evner. Jeg opfordrer dem til at undervise medindsatte, der ikke har haft de samme muligheder,« siger han.