Dieselskandalen fortsætter: Under 5 pct. af de danske snyde-biler er repareret
Kun 4,5 procent af de danske dieselbiler, der på grund af VW’s snydesoftware udleder for meget NOx, er udbedret, selv om der er gået halvandet år, siden svindlen blev opdaget. Det viser en opgørelse, som Færdselsstyrelsen har udarbejdet for Ingeniøren.
91.000 danskeres biler af mærkerne VW, Skoda, Audi og Seat er ramt af skandalen, hvor VW installerede software til at snyde laboratorietestene, så det så ud, som om bilerne overholdt grænsen for udslip af sundhedsskadelige kvælstofilter.
Allerede i november sidste år lovede VW, at samtlige 11 millioner snydebiler ville blive udbedret inden udgangen af 2016. Men nu bliver det i bedste fald næste år, at det sker.
»Det er fuldstændig uacceptabelt, at der skal gå så lang tid. Skandalen ruller blot videre. Det er skidt for miljøet og for folkesundheden,« siger Christel Schaldemose (S) til Ingeniøren. Hun er medlem af det undersøgelsesudvalg, Europa-Parlamentet har nedsat til at kulegrave skandalen.
I USA er historien en helt anden. Her accepterede Volkswagen i juli at købe en del af de berørte biler tilbage og rette op på resten – en løsning til næsten 100 mia. kr.
»Vores regler er ikke engang stramme sammenlignet med de amerikanske. Teknologien til at rense udstødningen findes,« siger Christel Schaldemose, der frygter, at vi kommer ind i både 2018 og 2019, før alle biler er udbedret.
Det skyldes bl.a., at der indtil videre kun er typegodkendt reparationer til 10 procent af de danske biler. De har en motor på 2,0 liter, som kan opdateres alene med software. Den langt mere udbredte 1,6-liters-motor skal have ny indsugning, hvilket er en del mere kompliceret.
Der findes ingen samlet opgørelse over, hvor mange biler i Europa der er repareret, men i Sverige gælder det kun 1,5 procent.
At det trækker ud med en løsning kommer dog ikke som nogen overraskelse for en af dem, der afslørede skandalen. Han hedder Peter Mock og leder den europæiske afdeling af miljøorganisationen ICCT, som bestilte de tests, der gjorde de amerikanske myndigheder opmærksomme på svindlen.
»Vi har hele tiden mistænkt, at det ville være svært eller måske umuligt at rette op på udslippet,« siger Peter Mock til Ingeniøren og henviser til, at den nye indsugning til 1,6-litersmotoren, som VW arbejder med i Europa, blev afvist i USA:
»Det er umuligt at ændre motorerne, uden at der er negative sideeffekter. Dem accepterer amerikanerne ikke, og det er et spørgsmål, om vi vil gøre det i Europa.«
Hvis det ikke er tilfældet, kan det trække endnu mere i langdrag.
Chefkonsulent Niels-Anders Nielsen fra Færdselsstyrelsen er medlem af den task force under Transportministeriet, der håndterer dieselsvindlen herhjemme. Han påpeger, at der er tale om hundredvis af bilmodeller, som hver for sig skal testes.
»Derfor kan det ikke gå hurtigere,« siger han til Ingeniøren.
Kilde: Ingeniøren