- Opdateret 16/08/2016 kl. 08:15
SAS skruer ned for priserne
SAS har været nødt til at skrue ned for sine priser efter at have kigget konkurrenten Norwegian over skulderen.
- Konkurrencesituationen på ruterne til USA har forandret sig markant, og derfor ændrer SAS nu sin prisstruktur, siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til branchemediet check-in.dk.
For at matche konkurrentens prisniveauer vil SAS droppe den såkaldte mellemsæson, der går fra april til juni og fra august til september, og i stedet forlænge lavsæsonen, så man kan tilbyde lavsæson-priser 317 dage om året fra den 12. august til den 24. juni.
- Vi følger altid markedet nøje, og denne justering af sæsoner er en konsekvens af den ændrede markedssituation, forklarer Mariam Skovfoged til check-in.dk.
Selv om SAS udvider sin lavsæson, er det stadig svært for flyselskabet at konkurrere med Norwegians grundpriser. I september koster en billet fra København til New York 3945 kr., mens konkurrenten tilbyder biletter til samme destination i samme periode til 2815 kr. ifølge check-in.dk.
Til gengæld skal der betales 1000 kr. ekstra for måltider, bagage og sædereservation, som til gengæld er inkluderet hos SAS. Dermed vil totalprisen hos Norwegian blive 3815 kr., hvorfor de to selskaber reelt har ens priser.
Det samme er tilfældet i november, hvor den billigste returpris med Norwegian er 2215 kr. mod 3166 kr. hos SAS. Kommer der 1000 kr. oveni i form af tillæg for mad, bagage og sædereservation, bliver Norwegian 50 kr. dyrere end SAS. Med den forlængede lavsæson hos SAS til USA lader det dermed til, at billetpriserne stort set er blevet identiske med Norwegian.
/ritzau/FINANS