Lederne bruger bruger deres venner i jobjagten
Ledere, der overvejer at skifte job, bruger i høj grad deres private og professionelle netværk, viser ny undersøgelse. Og det kan være klogt.
Det er tilsyneladende ikke kun jobopslag, der bliver studeret, når ledere er på udkig efter nyt job. Over halvdelen af de lederne, der overvejer et jobskifte, bruger nemlig deres netværk i jobjagten, viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, som interesseorganisationen Lederne står bag.
2.064 ledere har deltaget i undersøgelsen, og her svarer 54 pct. af de ledere, der overvejer at skifte job, at de aktivt bruger deres private netværk - eksempelvis venner og familie - mens 52 pct. anvender deres professionelle netværk.
Ifølge Ledernes sekretariatsleder Kim Vestergaard Larsen kan det være særdeles effektivt at have et godt netværk.
Medlemskabet af et netværk kan nemlig gøre vejen til en jobsamtale kortere og fører ofte til, at ledere kan få et nyt job, uden at skrive en formel ansøgning først, fortæller Kim Vestergaard Larsen, der selv har ansvaret for det professionelle netværk Ledernetværk.
»Ledernes netværk bliver en af de altafgørende faktorer fremadrettet, fordi de befinder sig i et ret voldsomt ansøgerfelt med en stor volumen, og derfor skal de skille sig ud. Netværk er en optimal mulighed for at få et prædikat på sig, som andre ikke lige har, fordi man har fået en personlig anbefaling af én, der arbejder i den virksomhed, man gerne vil ind i,« siger han og opfordrer unge mennesker, der drømmer om en karriere i ledelseslaget til at »investere« tid i at opbygge og pleje et nyt netværk.
Har man vanskeligt ved at overskue, hvordan man kommer i gang med at skabe et godt netværk, kommer Kim Vestergaard Larsen her med par råd:
1) Start med at lægge en strategi for, hvad du vil med et netværk. Hvad vil du konkret have, at netværket skal hjælpe dig med? Gennem din netværksstrategi skal det gerne blive tydeligt, hvilken type netværk du har brug for. Er du ung leder, kan du meget vel have nogle andre behov end en ældre leder. Det kan også være, at du har brug for et netværk, der orienterer sig mod en bestemt branche. Sådanne spørgsmål skal en grundig netværksstrategi gerne besvare.
2) Prioriter netværket, kom til møderne, eller ring jævnligt til dine netværkskollegaer. Du skal investere tid i netværket og være åben, så der der bliver skabt tillid. Tilliden er helt afgørende. Nogle kan blive lidt utålmodige, når de har investeret tid i netværksarbejdet i et halvt til helt et år, men endnu ikke føler, at de har fået noget konkret ud af det. Man skal have tålmodighed - afkastet skal nok komme.