Spillersalg sikrer Aab halvårs-overskud
Spillersalg sikrede Aalborg Boldspilklub (AaB) et overskud i første halvår på 10,9 mio. kr. mod et underskud på 0,4 mio. kr. i samme periode sidste år.
I perioden solgte fodboldklubben spillerne Lukas Spalvis og Nicolaj Thomsen, hvilket medførte et overskud af transferaktiviteter på 12,5 mio. kr. mod et underskud på 0,7 mio. kr. i samme periode i 2015.
Ses på resultatet før transferaktiviteter er det derimod blevet svækket til et underskud på 1,7 mio. kr. fra et overskud på 0,3 mio. kr. i samme periode sidste år.
Halvårets omsætning landede på 38,4 mio. kr. på niveau med samme periode af 2015.
- Der ses et fald i omsætningen på 5,4 mio. kr. relateret til AaB´s deltagelse i Uefa Europa League i 2015. Dette opvejes af en stigning i sponsorindtægterne, men også en stigning i de nationale TV-indtægter samt boder og merchandise, skriver AaB i halvårsregnskabet.
Selskabet venter for hele 2016 fortsat et overskud før skat på mellem 5 og 10 mio. kr.
- Heri er indeholdt yderligere strategiske tiltag i både kommerciel udvikling, faciliteter og spillere som følge af de realiserede spillersalg samt tidligere realiseret overskud. Tiltag der vil fortsætte i 2017 og 2018, fremgår det af regnskabet.
Resultatforventningen indeholder dog ikke yderligere transferindtægter end dem, der er realiseret.
/ritzau/FINANS