Onlinekæmpe tester 30-timers arbejdsuge: »Jeg så folk brænde ud«
Amazon har tidligere været under de amerikanske mediers lup på grund af hårde arbejdsvilkår for koncernen tusinder af ansatte. Nu bløder Bezos op.
Jeffrey P. Bezos, stifter og administrerende direktør for den amerikanske onlinegigant Amazon, en af verdens største virksomheder, har længe været kendt som en hård nyser - en topchef, som flere medier har kigget over skuldrene på baggrund af historier om udbrændte medarbejdere og lange arbejdsuger.
Nu bliver stilen imidlertid lagt om.
Amazon indfører nemlig inden længe en 30 timers arbejdsuge på forsøgsbasis for en del af de 245.000 medarbejdere, der arbejder for koncernen.
Det skriver The Washington Post, som i øvrigt er ejet af Amazon-bossen.
»Vi ønsker at have et arbejdsmiljø, der er tilpasset en nedsat timeplan, men stadig skaber succes og karrieremuligheder,« lyder det fra Amazon, som fortsætter:
»Initiativet er skabt med Amazons mangfoldige arbejdsstyrke i tankerne samt erkendelsen af, at den traditionelle fuldtids arbejdsuge nok ikke er en "one size fits all"-model.«
Til at starte med bliver der kun tale om et par håndfulde medarbejdere, der får lov at prøve kræfter med en 30-timers arbejdsuge i stedet for den 40-timers, som ellers er standard.
Samtidig bliver lønnen skåret med en fjerdedel.
Men enhver, der har lyst til at hoppe tilbage på den gamle 40-timers vogn, kan gøre det, så snart lysten trænger sig på, lyder det fra Amazon.
Og indtil videre har Amazon ikke planer om, at indføre en 30-timers arbejdsuge for samtlige divisioner i virksomheden. Det bliver indtil videre holdt som en mulighed kun for medarbejdere i en del af HR-afdelingen.
Nyheden kommer et år efter The New York Times satte arbejdsmiljøet i virksomheden under kritik. I en artikelserie beskrev medarbejdere, hvordan miljøet tilskyndede til 80 timers arbejdsuger og nul ferie:
»Jeg så folk brænde ud, praktisk talt,« lød det ifølge avisen fra en tidligere medarbejder. En anden beskrev, hvordan han så nærmest samtlige kolleger græde ved deres skriveborde.
Nyhedsbureauet AFP har forsøgt at få en kommentar fra selskabet til nyheden, men indtil videre forgæves.