Nye ruter sikrer fremgang i Billund
Billund lufthavn vokser på udenrigsruterne. Til gengæld har Aalborg færre rejsende til udlandet efter Lufthansas exit.
Billund Lufthavn begynder nu at se effekterne af de mange ruter til udlandet, som er blevet åbnet i løbet af det seneste år. Passagertallet stiger, og trafikken er fordelt på markant flere flyselskaber.
»I branchen siges det ofte, at trafik avler trafik, og det er hvad vi ser lige nu i Billund, hvor det samlede antal passagerer, der benytter netværksselskabernes tilbud, er stigende,« siger Kjeld Zacho Jørgensen, adm. direktør i Billund Lufthavn A/S.
I august havde Billund godt 206.000 passagerer på udenrigsruterne, og det er 7,8 pct. flere end i samme måned sidste år.
Det er ikke mindst den nye rute med British Airways til London Heathrow, som er med til at skabe vækst i Billund. Også Finnair er ny i lufthavnen med en rute til Helsingfors.
»De nye operatører supplerer de store eksisterende netværksselskaber som Lufthavne og Air France KLM. Dermed er det blevet endnu nemmere at rejse ud i verden fra Billund,« siger Kjeld Zacho Jørgensen.
Dermed er det blevet endnu nemmere at rejse ud i verden fra Billund.
Han fremhæver, at væksten i Billund ligger højere end i andre nordeuropæiske lufthavne.
»Det er en klar indikation af, at markedet i Jylland og Fyn ikke er mættet. Der er plads til flere selskaber, ruter og destinationer,« siger Kjeld Zacho Jørgensen.
Antallet af charterrejsende faldt i august med 5,2 pct. Men det skyldes ifølge lufthavnen udelukkende, at der i år kun var fire weekender mod fem sidste år. Halvdelen af passagererne på charterflyene rejser lørdag eller søndag, så det påvirker tallene.
Mens Billund har fremgang på den internationale trafik Aalborg Lufthavn en tilbage i passagertallet på 23,6 pct. Årsagen er, at Lufthansa i foråret lukkede ruten til Frankfurt, fordi selskabet manglede fly.
»Til gengæld har Norwegian næsten 10 pct. flere rejsende til de spanske destinationer,« siger Søren Svendsen, direktør i Aalborg Lufthavn.
Indenrigstrafikken steg igen med 8,1 pct. i forhold til august 2015. Det var ikke helt nok til at opveje tabet på udenrigsruterne, og det samlede passagertal i august faldt med 3,1 pct.