Nordisk Film vil genopføre K.B. Hallen i samme gamle ånd
Det ikoniske samlingssted skal fremover drives af Nordisk Film, som vil give hallen en tidsmæssig opgradering.
Når K.B Hallen på Frederiksberg efter al forventning genopstår fra asken i begyndelsen af 2018, bliver det Nordisk Film, der sammen med tyske Eventim skal drive det ikoniske samlingssted.
Hallen blev totalskadet efter en brand i 2011, men vil efter genopførelsen fortsat være en kultur- og sportsarena. Den skal drives som en moderne multihal i samme gamle ånd, som tidligere koncertgængere kendte den, lyder det fra Nordisk Film.
- Den vil fortsat være en multiarena, som den var før, og vil huse samme typer af events, men oplevelseskvaliteten vil være bedre. Vi kan se frem til en tidsmæssig opgradering af hallen, siger direktøren for Nordisk Film, Asger Flygare Bech-Thomsen.
- Hallen har været et velfungerende venue før, på trods af den blev bygget i 30’erne. Det er jo ingen hemmelighed, at hvis man tog til koncert, så var der ikke super god akustik. Teknologisk er der sket en hel del siden da.
Ifølge direktøren er ambitionen at få en endnu bedre hal tilbage, når den står klar i 2018.
- Vores overbevisning er, at når hallen har fungeret så godt før, så skal vi også nok få den til at fungere godt igen. Særligt, når den kan endnu mere end før, siger han.
Direktøren ser frem til samarbejdet med K.B. Hallen og mener, at Nordisk Film kan bidrage med egne erfaringer på underholdningsområdet.
- Nordisk Film har haft en stor interesse for out-of-home entertainment markedet i en del år. Vi har også tidligere prøvet kræfter med den slags, men måtte erkende, at vi manglede erfaring.
Siden da er Nordisk Film blevet ejer af Billetlugen og har derigennem fået tyske Eventim som samarbejdspartner.
Eventim har drevet en række store spillesteder i Europa. De erfaringer ruster dem nu til at drive K.B Hallen, mener direktøren.
- Med den erfaring vi siden hen har fået fra Billetlugen, samt den erfaring vi nu har med vores samarbejdspartner, føler vi, at vi faktisk har noget at bidrage med på det her område.
Efter den voldsomme brand i september 2011 som betød, at K.B. Hallen udbrændte næsten fuldstændigt, besluttede man i 2015 at genopføre hallen.
/ritzau/