Uber i konflikt med loven 86 steder i verden
Kørselstjenesten Uber er i konflikt med loven i 86 lande fordelt på 48 kørselsforbud, 22 bødesager og 16 retssager. Det skriver Fagbladet 3F.
Forholdene drejer sig om bøder, kørselsforbud, eller hvor der verserer eller er retssager på vej mod Uber. Dermed er antallet af steder, hvor Uber har myndighederne på nakken, vokset siden februar i år, hvor en lignende optælling udpegede 72 steder i verden.
I Norden har Sverige, Norge og Finland ligesom Danmark erklæret Uber-chauffører krig. I juli kendte Københavns Byret Uber-chaufførers kørsel for ulovlig og idømte seks Uber-chauffører bøder fra 2.000 til 6.000 kroner for overtrædelse af taxiloven og taxibekendtgørelsen.
Det Internationale Transportarbejder Forbund anklager Uber for at fjerne reelle arbejdspladser i taxibranchen og underminere grundlæggende arbejdstagerrettigheder og ser fællestræk i Ubers metoder verden over.
- Platforme som Uber underminerer jobsikkerhed og levedygtighed i de traditionelle, regulerede taxi-brancher. Vi ser mange rapporter, hvor det tyder på, at Uber-chaufførerne ikke tjener en mindsteløn, og i nogle tilfælde ingen penge tjener på nogle af deres vagter, siger Marc Urata, forhandlingssekretær i ITF.
ITF's undersøgelser peger på, at der kan være forskellige årsager til myndighedernes afvisning af Uber.
- Årsagerne varierer fra by til by og land til land, men er ofte baseret på beviser for, at Uber ikke overholder de love og regler, der regulerer taxi-branchen. I nogle lande er modstanden mod Uber et resultat af pres og protester fra taxachauffører, siger Marc Urata.
/ritzau/