Tryg bekræfter undersøgelser om ejendomssalg
Tryg bekræfter over for Finanswatch, at selskabet undersøger mulighederne for at frasælge forsikringskoncernens hovedkontorer i København og Bergen samt en stribe andre ejendomme.
Det sker, efter at Insidebusiness tidligere fredag kunne fortælle, at mediet var kommet i besiddelse af salgsdokumenter fra den amerikanske ejendomsmægler CBRE.
- Vi kigger på at sælge vores hovedsæde i Ballerup, vores hovedbygning i Bergen og nogle investeringsejendomme centralt i København, bekræfter Pål Rosendahl, der er direktør for Facilites Real Estate Investments i Tryg, over for Finanswatch.
Tanken er en såkaldt sale-and-lease-back, hvis forsikringskoncernen vel at mærke vurderer, at det kan ske på attraktive vilkår.
/ritzau/FINANS