Her kan virksomhederne finde 82 milliarder til vækst
Små og mellemstore virksomheder i Danmark er dårlige til at udnytte deres arbejdskapital, og det koster dem dyrt, konkluderer Deloitte.
Hvorfor gå i banken og låne, hvis pengene allerede ligger i virksomheden og gemmer sig?
Ifølge Deloitte, som har lavet en omfattende undersøgelse af regnskabsdata, gemmer de danske virksomheder på en pengepulje på hele 82 mia. kr. De penge kunne bruges på vækst og arbejdspladser, hvis ellers virksomhederne var bedre til at styre deres arbejdskapital, påpeger Deloitte.
»Arbejdskapitalen er alle de penge, der er bundet i varelagre, kunder og kreditorer. Jo færre penge, der er bundet, des flere penge har virksomheden til at investere og skabe vækst. Derfor er det et kæmpe problem, hvis virksomhederne ikke formår at styre deres arbejdskapital på en effektiv måde,« siger senior manager i Deloitte, Nicolai Skov.
Deloitte vurderer, at mange af de små og mellemstore virksomheder er for dårlige til at optimere deres varelagre, for langsomme til at hente penge hjem hos kunderne og for sløve til at forhandle favorable betalingsbetingelser med deres leverandører.
Det betyder, at virksomhederne binder alt for mange penge i drift, som i stedet kunne frigøres til investeringer.
Ifølge Deloitte er arbejdskapitalen steget med ca. 5 pct. over de seneste fem år. Dermed har de danske virksomheder i alt 103 mia. kr. bundet i varelagre, kunder og kreditorer. Udviklingen skyldes, at omsætningen er stigende, men arbejdskapitalen burde alligevel bevæge sig i den modsatte retning, mener Nicolai Skov.
Udover at virksomhederne går glip af penge, der kunne bruges på vækst, sætter de sig selv i en vanskelig situation, når de låner penge til projekter i banken frem for at lede efter dem i virksomheden. Deloittes undersøgelse tyder bl.a. på, at flere finansierer længere betalingsbetingelser til kunderne med lånte penge.
»Det er et faresignal at nogle lige nu finansierer deres forretning ved at gældssætte sig, i stedet for at kigge på, hvordan man kan procesoptimere. Når den lave rente begynder at ændre sig, bliver det svært at gå ud og kræve bedre betalingsbetingelser hos kunden. Så har du både en dårlig forretningsmodel og skal betale nogle meget høje omkostninger for lån til banken,« siger Nicolai Skov.
»Vi kan se hos de mindre virksomheder, at de i snit er ca. to måneder om at få betalinger fra deres kunder, hvilket faktisk tvinger dem til at låne mere i banken og giver dem flere omkostninger,« siger han.
Søstrene Grene er blandt de virksomheder, som har kastet sig målrettet over arbejdet med arbejdskapitalen, fordi virksomheden skal bruge penge til at finansiere sin internationale ekspansion. Derfor har Søstrene Grene både haft debitorer, kreditorer og varelager under luppen.
»Vi fandt ud af, at vi slet ikke var gode nok til at handle på betalingsbetingelserne, så der kunne vi se nogle lavthængende frugter. Målsætningen er, at vi skal finde 40 mio. kr. i cash, og det er vi tæt på at være i mål med,« siger direktør i Søstrene Grene, Mikkel Vaupell Grene.
Deloitte har opstillet fem råd til, hvordan man kan arbejde med at frigøre midler, der er bundet i arbejdskapitalen. Rådene kan downloades her.