SAS og Norwegian forbyder brug af Samsungs brandfarlige telefon på fly
Eksplosionsfare får skandinaviske SAS til at bandlyse Samsungs nye telefon, Galaxy Note 7.
Ejere af Samsungs nye flagskib, Galaxy Note 7, kommer ikke til at fordrive ventetiden med apps, når de flyver med SAS og Norwegian.
Flyselskabet har nemlig besluttet, at telefoner af netop denne model skal slukkes og pakkes i håndbagagen. De ikke må benyttes om bord på selskabets fly, skriver svenske Aftonbladet og norske E24.
»Det gør vi som følge af amerikanske myndigheders anbefaling, som kom her for ganske nylig, og naturligvis handler det om sikkerhed. Det er en sikkerhedsrisiko at have dem tændt eller oplade dem ombord,« siger SAS' pressechef Fredrik Henriksson til Aftonbladet.
De amerikanske myndigheder for flysikkerhed, FAA, advarede allerede torsdag mod at benytte telefonerne på fly.
Det skete, efter Samsung selv tog den opsigtsvækkende beslutning at tilbagekalde sin nye topmodel på baggrund af flere tilfælde af telefonbrande i begyndelsen af september. Brandene skyldes, at modellen er udstyret med fejlbehæftede batterier.
Derudover har den sydkoreanske elektronikgigant stoppet for salget af produktet i ti lande.
Ifølge Fredrik Henriksson har SAS endnu ikke oplevet eksploderende telefoner. Flyselskabets beslutning kommer dog i kølvandet på, at flere andre selskaber såsom Qantas, Jetstar og Virgin Australia har indført forbud mod brug af telefonen.
Samsung menes at have solgt ca. 2,5 mio. eksemplarer af telefonen. En Galaxy 7 Note koster cirka 5.000 kr.