Danske modebosser hiver millioner ud af små mærker
Trods en presset modebranche oplever en række mindre og mellemstore selskaber succes, der giver store udbytter til mærkernes direktører.
Det skriver Børsen.
Kim Hyldahl, der er stifter og ejer af jeans-mærket Mos Mosh, har samlet hævet 50 mio. kr. i udbytte. Ligeledes har Samsøe & Samsøe-ejere fået 50 mio. kr. i udbytte, og Second Female har de seneste to regnskabsår leveret 30 mio. før skat.
- Vores tal viser vel, at det stadig i modebranchen kan lade sig gøre i løbet af få år at lave en succes, udtaler Kim Hyldahl til Børsen.
De store, etablerede mærker Bestseller, IC Group og DK Company har trods deres store volumen en langt mindre indtjeningsgrad end de mindre, succesfulde modeselskaber. Bestseller og DK Companys seneste resultater før skat lå for begge på under 5 pct. af omsætningen.
En analyse fra Deloitte viser dog, at det generelt går bedre for branchen siden finanskrisen. Analysen konkluderer, at syv ud af af ti, der sælger engros, har overskud og markant bedre indtjeningsmarginer sammenlignet med lige efter krisen.
Kasper Eis, der er tidligere direktør i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, har regnet på mulighederne for at slå igennem i branchen. Han konkluderer, at det er de få, der slår igennem og overlever.
- Det er altså kun 1,4 pct. af de, der sætter gang i noget nyt i modebranchen, som får god indtjening, vurderer Kasper Eis til Børsen.
Den succes, som mærker som Mos Mosh, Samsøe & Samsøe og Second Female oplever, stikker således ud som noget særligt i den danske modebranche.
Ritzau Finans