Erhvervsmand dømt til at betale ekskone 7 mia. kr. i skilsmissesag
Den kinesiske milliardær Zhou Yahui overfører nu en stor andel af aktierne i sin virksomhed Kunlun til sin ekskone.
Den kinesiske erhvervsmand Zhou Yahui, der er blandt verdens rigeste, har netop måtte sige farvel til en betydelig sum af sin formue.
I en skilsmissesag er han blevet dømt til at betale sin nu ekskone, Li Qiong, knap 7,2 mia. kr, skriver CNN Money.
Zhou Yahui er bestyrelsesformand og ejer af en af Kinas største online spillevirksomheder Kunlun, og han er desuden kendt for at have købt datingappen Grindr, der henvender sig til homoseksuelle.
Zhou Yahui betaler sin ekskone med mere end 278 mio. aktier i Kunlun. Ganger man det op med aktiekursen på Kunlun onsdag, giver det 7,2 mia. kr. Det er retten i Beijing, der har fastsat, hvor meget Zhou Yahui skal betale.
Bruddet mellem de to har fået stor opmærksomhed i de kinesiske medier, der betegner det som en af de dyreste skilsmisser i Kinas historie.
På trods af at Zhou Yahui nu skal overføre millioner af aktier til sin ekskone, forbliver han hovedaktionær i Kunlun.
Zhou Yahui, der selv grundlagde Kunlun i 2008, er blandt verdens absolut rigeste. Tidligere på året blev han sammen med sin daværende kone rangeret som det 11. rigeste par, der selv har tjent deres penge. Deres fælles formue blev på det tidspunkt opgjort til 22,7 mia. kr. af det kinesiske magasin Hurun Report.
Zhou Yahui er også på det amerikanske erhvervsmagasin Forbes’ liste over de rigeste tech-milliardærer under 40 år.
Kunlun har over for CNN Money afvist at kommentere skilsmissesagen.