Hesalight forsøger at undgå konkurs med redningsplan i sidste minut
Hesalights rådgiver Dansk OTC vil forsøge at redde selskabet fra en konkurs ved at overtage gælden i firmaet til underkurs.
En redningsplan skal redde LED-virksomheden Hesalight fra konkurs i sidste øjeblik.
Ifølge en pressemeddelelse fra Dansk OTC, der hjalp Hesalight med et stort salg af erhvervsobligationer i 2015, er der fundet nye investorer, der står klar til at købe obligationerne tilbage fra de nuværende ejere, der bl.a. består af Pensam, Pensiondanmark, Danske Capital samt et investeringsselskab ejet af Ikea-koncernen.
Obligationsejerne satte sidste fredag pistolen for tindingen af Hesalight, da de krævede gæld og renter for 750 mio. kr. betalt inden mandag i næste uge.
Nu oplyser Dansk OTC så, at man har fundet »finansiel opbakning fra investorer i Dansk OTC’s netværk i såvel ind- som udland om at tilføre den fornødne kapital, såfremt Dansk OTC’s due dilligence i øvrigt forløber tilfredsstillende«.
Blandt investorerne er også flere af de mindre nuværende obligationsejere, oplyser firmaet.
Dansk OTC har ikke yderligere kommentarer, men ifølge en kilde er tilbuddet til investorerne strikket sammen på den måde, at de nye investorer vil tilbyde at købe de nuværende obligationsejere ud til underkurs her og nu, eller alternativt garantere obligationsejerne kurs 100 inden for en årrække til gengæld for, at de sættes uden for indflydelse af driften i Hesalight.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Pensam eller Pensiondanmark.
Hesalight har været i vælten, fordi selskabet - som b.la. sælger gadebelysning på lange kontrakter - har bogført trecifrede millionoverskud, alt imens pengene er fosset ud af kassen.
Det fik Erhvervsstyrelsen til at kræve nye regnskaber og true med en tvangsopløsning af Hesalight i maj, og da de nyreviderede regnskaber så tikkede ind efterfølgende, viste det sig da også, at virksomhedens sundhedstilstand var alt andet end god.
Oprindeligt havde Hesalight afleveret et 2015-regnskab med et resultat efter skat på 98 mio. kr., men i det reviderede regnskab lyder bundlinjen på knap 1,7 mio. kr., mens egenkapitalen endte på -23 mio. kr.
Adm. direktør i Hesalight Lars Nørholt har ingen kommentarer.