Nordea-chefen har lagt politik på hylden
Efter 15 år i det private erhvervsliv savner den tidligere minister Ove Hygum ikke politik. Lørdag den 17. september fylder den nuværende Nordea-chef 60 år.
Efter Folketingsvalget i 2001 stod Ove Hygum ved en skillevej. Den regering, som han havde været en del af, havde tabt valget.
Samtidig havde Nordeas daværende koncernchef Christian Clausen tilbudt den tidligere socialdemokratiske arbejdsminister en stilling som chef for bankens HR og Business Support.
Skulle han vælge at fortsætte i dansk politik eller hellige sig det nye job?
- Jeg vidste, at det var enten eller. Nordea kunne godt acceptere, at jeg var folketingskandidat, men det kunne jeg ikke selv, lyder det fra Ove Hygum i dag.
Derfor blev det et farvel til Christiansborg og ministerkontoret for Ove Hygum, som fylder 60 år lørdag den 17. september.
- Det var 44, afsindigt spændende, måneder, jeg nåede at være minister (1998-2001, red.). Men jeg har aldrig lagt skjult på, at jeg ikke havde det godt med den ofte hårde retorik, som var gældende i dansk politik dengang, når kameraerne rullede, erindrer Ove Hygum.
Nogle partikolleger så ellers gerne, at Hygum gik hårdere til sine politiske modstandere.
- Det stred imod min natur, og det kom nok som en skuffelse for mine partifæller, at jeg ikke var god til at deltage i det politiske spil på den måde, siger han.
I stedet er det blevet til foreløbig 15 år i Nordea, hvor Ove Hygum i dag arbejder som global chef for koncernens faciliteter og services.
Og den tidligere minister trives godt i en branche, hvor man ikke taler dårligt om konkurrenterne, som han siger.
Det meste af Ove Hygums tid går i øjeblikket med at varetage flytningen af bankens hovedkontorer i de fire nordiske lande.
På de hjemlige kanter skal Nordea flytte hovedkontor til et helt nyt byggeri i Ørestad klos op ad DR Byen i 2017.
Det betyder et farvel til henholdsvis 65.000 på Christianshavn og Vesterbro og goddag til 45.000 kvadratmeter på Amager.
Medarbejderne skal derfor vende sig til at arbejde på en ny måde med mindre kontorplads.
Ove Hygum har selv erfaring med at bo småt, da han tre måneder om året bor med familien på sin båd.
- Jeg nyder at være ude, så det kan ofte være svært at skulle vænne sig til at være indendørs igen.
Sejlads fylder i det hele taget en del i Nordea-chefens fritid, og det er en glæde, han deler med sin kone, to børn og fire børnebørn
/ritzau/