Brexit sender danskerne i favnen på udenlandske konkurrenter
Det har tilsyneladende givet et boom i handlen hos engelske netbutikker, at englænderne stemte sig ud af EU.
Efter Storbritanniens skilsmisse med EU har det faldende pund affødt rødglødende diskussioner i udlandet såvel som hjerhjemme.
Et af de store spørgsmål har været, hvad valutaens rutsjebanetur ville betyde for de danske virksomheder og forbrugere, og nu er svarene begyndt at rulle ind.
En ny analyse fra Foreningen for Dansk Internet Handel, FDIH, peger bl.a. på, at brexit har sat fut i danskernes shoppelyst i udenlandske netbutikker.
I de sidste 12 måneder op til afstemningen lagde de danske forbrugere i gennemsnit 4,6 pct. af deres forbrug i engelske butikker, men i de to måneder efter brexit steg andelen markant med ca. en fjerdedel til 5,6 pct.
Tallene stammer fra FDIH's E-handelsanalyse, hvor foreningen hver måned indhenter svar fra 1.200 danskere i et netpanel.
FDIH tilskriver dog ikke brexit hele æren. Amazons store udsalgsdag Amazon Prime Day fandt nemlig sted den 12. juli efter afstemningen, og ifølge netgiganten steg salget på dagen på verdensplan med hele 60 pct. i forhold til året før og slog alle rekorder.
Det er da heller ikke noget nyt, at danskerne er glade for udenlandske netbutikker. Ifølge FDIH's analyse af første halvår af 2016 handlede forbrugerne i årets første seks måneder for 50,4 mia. kr. på nettet, og en del af pengene havnede hos store udenlandske spillere.
I toppen på listen over tre 20 mest populære netbutikker finder man Zalando, Ebay og Amazon. De 20 butikker på listen står for næsten en fjerdedel af alle handler.
At danskernes penge strømmer til udenlandske netbutikker understreger, at prisen har stor betydning for forbrugerne, og her risikerer de danske virksomheder at blive udkonkurreret, advarer FDIH. De må nemlig bakse med en høj moms og store fragtomkostninger, som flere udenlandske konkurrenter ikke skal trækkes med.
»Politikerne bør overveje om afgifter, fragtomkostninger og så videre står i vejen for en større hjemlig vækst. Måske vi skal slagte en hellig ko for at give de dygtige netbutikker nogle mere konkurrencedygtige vilkår. Jeg er sikker på, at de penge nok skal komme hjem igen,« siger direktør for FDIH, Niels Ralund, i analysen.