Nyt tilbud til bilister: Abonnér på din bil og skift den efter behov
Landets næststørste bilimportør laver nyt bilabonnement. Spændende, siger FDM.
Ejerfamilien bag en af Danmarks største bilkoncerner lancerer nu en ny måde at have bil på.
Interdan-koncernen, der er ejet af den stenrige Bruun-familie, har fredag lanceret datterselskabet bilabonnement.dk, der tilbyder Interdans bilmærker - Citroën og Peugeot - til en fast, månedlig pris.
Det skriver TV 2 Business.
Den månedlige betaling inkluderer alt fra ejerafgift til serviceudgifter og forsikringer. Abonnenterne skal bare fylde brændstof på, lyder det.
»Privatleasing og leje er ofte forbundet med mange gebyrer og ekstra omkostninger som f.eks. forsikring. Vores produkt er helt gennemskueligt, og det, tror vi, vil tiltale mange. Vi vil gøre det nemt at få bil,« siger Peter True, adm. direktør i bilabonnement.dk, til TV 2 Business.
Til forskel fra f.eks. leasing giver det nye tilbud bilister mulighed for at skifte mellem forskellige modeller. Det vil sige, at de f.eks. kan have en cabriolet i sommermånederne og en firehjulstrækker til vinteren. Idéen med det er, at abonnenterne skal kunne skifte biltype efter behov.
Bilabonnement.dk vil gerne have flere bilmærker med i ordningen og er netop nu i forhandlinger med et tredje mærke, siger Peter True.
Hos bilejernes organisation, FDM, kalder man det nye koncept »spændende.« Forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen siger imidlertid, at vi stadig har til gode at se, hvordan det virker i praksis - f.eks. om der støder uventede ekstraudgifter til fra værkstederne.
Interdan-koncernen har i mange år stået for import og salg af Peugeot- og Mitsubishi-biler og fik for nyligt godkendt sit køb af Citroën Danmark A/S.
Dermed overtog Bruun-familien al import af Citroën og DS og en omsætning på 1,7 mia. kr. Overtagelsen betød samtidig et farvel til Citroëns danske afdeling, der har eksisteret i over 90 år.
I fjor omsatte Interdan-koncernen for knap 5 mia. kr. og tjente over 100 mio. kr. Ejerne kunne køre hjem med 15 mio. kr. i udbytte.