Vegetarisk nybrud i Langeliniekvarteret
København har fået sin første laktovegetariske gourmetrestaurant, som indvarsler en ny grøn tid og en spændende æra for dansk gastronomi, mener White Guide.
Der har næppe tidligere floreret flere ismer indenfor madkulturen, og mange har bredt sig til den gastronomiske verden. En decideret laktovegetarisk restaurant er dog ikke set før herhjemme, og umiddelbart er det usædvanligt med et spisested på topniveau, som hverken serverer kød eller noget som helst, der kan blive til et dyr. Lyder det kedeligt og frelst? Ikke når det er en mester i fortolkninger som gastroentreprenør Henrik Yde, der står bag.
På samme måde, som han med Kiin Kiin for godt et årti siden løftede den thailandske gademad til gastronomiske højder, har han nu i det nye Langeliniekvarter sat sig for at gøre det samme med grønt. Veve er indrettet i et råt men indbydende rum med bløde stole, en gennemført klassisk serveringsstil og nyskabte vegetariske retter, hvor man som gæst føler, at man sidder på første række i den gastronomiske superliga. Både i køkkenet og på gulvet er der kompetente og erfarne folk, men det afspejler sig ikke i priserne, som er helt i bund i forhold til niveauet.
Yde er kendt for sine kreative snacks, og på Veve lever han op til ryet. Blandt andet med fantastiske løgskallechips, vegetariske ”marengs” på kikærte-/sojabønnevand, og nutty balls med fyld af citrongræscreme, der smager som en sprød bid af Asien.
Blandt mange gode retter står især fire tilbage i erindringen. Først en waldorfsalat, som er et elegant crossover et sted midt imellem dansk, asiatisk og amerikansk. Sprøde flager af danske æbler, sukkerbagte valnødder og blegselleri overhældes med skarp og mild sursød chilisovs, æblegranité og en sifon på cremefraiche, æbler og selleri. Peter Lauers riesling fra Saar i glasset rammer netop æblenoterne og udgør et saligt match.
En saltbagt selleri trancheres moderigtigt ved bordet og er perfekt al dente med masser af kryddersmør, en herlig ret med fylde af salt og urter. Den overgås dog af en duft af Provence, hvor det er lykkedes køkkenet at fremtrylle magisk tomatintensitet i en bagt tomat perforeret med rosmarin og fuldendt af et kraftigt glas Rojal fra Bernabé, en ældre spansk vinbonde, som Yde selv kender.
Vinmenuen er i det hele taget mere narrativ end dogmatisk med mange glimrende match, heriblandt også den pinot noir, der serveres til svampesuppe, som med fuld power på umami udgør en slags måltidets vendepunkt.
Herefter føres gæsterne med blød og tryg æblegrød med fløde og sprøde indslag ud på en rejse, som slutter med sjove krydderilignende petitfours og god frugtig kaffe.
Mæt i både sjæl og legeme er, hvad man bliver. Fællesnævneren på Veve er et grønt køkken uden fanatisme i det verdenskulinariske tilhørsforhold, og med restauranten er Yde igen på forkant med tendenserne. Veve indvarsler en ny grøn tid og en spændende æra for dansk gastronomi.
34/78– Mesterklasse
Priser
Menu: 500 kr.
Veve
Dampfærgevej 7
2100 København Ø
veve.dk