Hummels fyrede topchef: Jeg er uskyldig - og chokeret
Adm. dir. Søren Schriver afviser, at han har gjort noget som helst galt, efter at han torsdag blev fyret i Hummel.
Det er ikke ligefrem enighed, der præger de to gamle venner og forretningspartnere Søren Schriver og Christian Stadil.
Torsdag aften fyrede ejer og bestyrelsesformand Christian Stadil sin gamle ven som adm. dir. for Hummel-koncernen for grov illoyalitet efter afsløringen af »alvorlige uregelmæssigheder« i koncernens tyrkiske datterselskab, som ifølge Stadil er i klar modstrid med selskabets interesser.
Christian Stadil har ikke over for Finans ønsket at uddybe, hvad der konkret er sket, og Søren Schriver er heller ikke særlig meddelsom. Men han afviser dog blankt, at han har gjort noget galt.
»Den korte version er, at jeg er chokeret over det her. Jeg har været CEO i 24 år og stort set skabt værdi for brandet hvert eneste år. Jeg har opført mig fuldstændig loyalt i alle årene også nu. Så den dybere bevæggrund fra bestyrelsens side kender jeg ikke,« siger Søren Schriver til Finans.
Han oplyser, at han ikke ved, hvad det er, bestyrelsen hentyder til, når den henviser til dispositioner i Tyrkiet.
Så du forventer at blive frifundet for alle beskyldninger?
»Ja, fuldstændig,« siger Søren Schriver, som derudover ikke har nogen kommentarer til sagen.
Christian Stadil har sat Hummels advokater i Tyrkiet og Danmark til at granske Søren Schrivers dispositioner.
»Jeg havde troet, da jeg stod op i morges, at det her kunne blive en vredens dag. Men jeg har ikke følt vrede, men har mere bare syntes, at alle omstændigheder omkring det her er rigtig ærgerlige. Det er en ærgerlig situation for alle involverede,« siger Christian Stadil til Finans.
Han købte Hummel i 1999. Selskabet blev i 2016 tøjsponsor for de danske fodboldlandshold, som det også var leverandør til i 1980'erne. Hummel er desuden tøjsponsor for flere danske og udenlandske klubber.