Hokus bonus: Her er C20-bossernes millionlønninger
Mærsk og Novo-gruppen satte prop i børsbossernes bonusfest.
Der var masser at grine af i hjørnekontorerne i de største danske virksomheder, da der skulle uddeles bonusser for indsatsen i 2016.
Var det ikke for pressede Novo Nordisk og A.P. Møller-Mærsk, havde de danske C20-topchefer samlet kunnet fejre en 17 pct. stigning i deres kontante bonusser.
Artiklen fortsættes under grafikken.
Det viser en gennemgang, Finans har lavet af topchefernes vederlag i de 16 C20-selskaber, der har offentliggjort direktions-bonusser for 2016.
Zoomer man ind på den variable kontante bonus, som bestyrelserne giver deres topchefer for årets arbejde, har 12 fået mere end sidste år og en enkelt, GN Store Nords topchef Anders Hedegaard, har fået præcist det samme som året før: 5,1 mio. kr.
Den højeste kontante bonus blev udbetalt til Pandoras topchef Anders Colding Friis, der fik 12,5 mio. kr. i bonus - det er 2,4 mio. kr. mere end året før. I bonussen indgår en del af en sign-on-bonus for topchefen, der tiltrådte i 2014.
Den kontante bonus er blot en del af lønpakken, der også består af den faste løn og typisk også en aktiebaseret bonus.
Tre selskaber har dog givet topledelsen markant mindre i kontant bonus end i 2016: A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk og Novozymes.
A.P. Møller-Mærsk opgør ikke vederlag for den enkelte direktør, men for topledelsen samlet, og der faldt bonussen fra 21,2 til 14 mio. kr. i 2016. Året har været noget omtumlet for koncernen, der leverede sit største underskud nogensinde. Men det foruden er de kollektivt opgjorte bonusser svære at sammenligne, da der blev ommøbleret på hjørnekontorerne på Esplanaden i 2016. Koncernen fik ny topchef, Søren Skou, og samtidig blev topledelsen beskåret fra seks til tre direktører. Den manøvre var dog ikke gratis: A.P. Møller-Mærsk udbetalte i alt 155 mio. kr. i gyldne håndtryk i 2016.
Hos Novo Nordisk, der havde (og stadig har) problemer på især det amerikanske marked, måtte den nu tidligere topchef Lars Rebien Sørensen se sin bonus falde fra 10,6 mio. kr. i 2015 til 6 mio. kr. i 2016. Han kunne dog forlade insulin-giganten med en afskedsgave på 65,7 mio. kr.
Og hos Novo Nordisks fonds-fætter Novozymes måtte Peder Holk Nielsen også se sin bonus falde efter et år med flere nedjusteringer.
Jyske Bank opgiver ikke separat kontantbonus til den adm. direktør Anders Dam. Carlsberg og Nets har endnu ikke offentliggjort direktionslønninger for 2016.