Erhverv

Buffett udlover livslang præmie på 1 mio. dollars om året til ansatte

Det "eneste", de ansatte skal gætte rigtigt, er de 16 hold, der når finalerne i amerikansk collegebasket kaldet Sweet16.

Warren Buffett er klar til at give en ansat 1 mio. dollars om året for et rigtigt gæt på slutspilsdeltagerne i basketball for collegehold - altså hvert år så længe han eller hun lever. Foto: Cliff Owen

»Gæt de 16 hold, der når med i slutspillet i college basketball, og vind 1 mio. dollars - hvert år resten af dit liv.«

En af verdens rigeste mænd, storinvestoren Warren Buffett, er ikke kun til slips og excelark. Manden har en stærk passion for basketball - især på collegeniveau.

Derfor har han udlovet en præmie til en ansat i sit selskab Berkshire Hathaway, der kan gætte de 16 slutspilsdeltagere inden for collegebasketball - også kaldet Sweet16. (NCAA's men's college basketball tournament).

Berkshire Hathaway har 367.700 ansatte over hele verden, og Warren Buffett regner med, at flere end 100.000 ansatte vil deltage.

»Hvis de kan gætte de 16 hold, og hvis der kun er én vinder, vil han eller hun vinde en præmie på en million dollars om året i resten af sit liv,« siger Warren Buffett til CNBC.

Og han lover, at selv om ingen rammer de 16 hold, og dermed den helt store pris, så vil den ansatte, der kommer tættest på, få en præmie på 100.00 dollars.

»Sidste år var der to ansatte, der delte den præmie. En af dem vidste rigtigt meget om basketball, den anden var helt blank. Men de fik hver 50.000 dollars ud af det,« fortæller Warren Buffett.

Sidste år deltog 85.000 ansatte i forsøget på at nå den helt store pris.

De ansatte i Berkshire Hathaway har kunnet spille om Sweet16 siden 2015. Men oddsene for at ramme rigtigt er svære.

»Det er ikke umuligt, og der skal nok være en eller flere, der enten vinder de 100.000 dollars eller deler den pulje,« siger Buffett til CNBC.

BRANCHENYT
Læs også