Erhverv

Ejendomsinvestor taber penge på Jagtvej 69 i København

Det er langt fra lykkedes ejendomsinvestor Carsten Tidgen Houtved at tjene på grunden for det tidligere ungdomshus i København, som han købte i 2010.

Det har indtil videre været langt fra en guldrandet investering for ejendomsinvestoren Carsten Tidgen Houtved, at han i 2010 købte grunden Jagtvej 69 på Nørrebro i København.

Det står klart på dagen, hvor det er præcis 10 år siden, at Ungdomshuset blev ryddet under en storstilet politiindsats.

Den 1.047 kvadratmeter store grund ved Nørrebros Runddel står således den dag i dag ubebygget hen. Og i selskabet bag, Udviklingsselskabet af 2010 ApS, er egenkapitalen tabt efter en årrække med underskud, viser det nyeste regnskab.

Tabet af egenkapitalen skyldes, at gælden nu overstiger værdien af grunden, fremgår det.

»Selskabets egenkapital er ikke intakt,« skriver Carsten Tidgen Houtved, der også er partner i ejendomsselskabet Procasa.

I regnskabet er grunden vurderet til 1,85 mio. kr., mens der er gæld til kreditinstitutter for 2,68 mio. kr. Gælden skal ifølge regnskabet betales tilbage inden for et år.

Det var tirsdag ikke muligt at få et interview med Carsten Tidgen Houtved.

Jagtvej 69 kort fortalt
  • Indtil marts 2007 var Jagtvej 69 på Nørrebro i København adresse for Ungdomshuset.
  • Ejendommen var først ejet af Københavns Kommune, men havnede siden på Faderhusets hænder.
  • Undervejs har også Ventureinstituttet ejet grunden, der siden 2010 har tilhørt Carsten Tidgen Houtved gennem Udviklingsselskabet af 2010 ApS.

Jagtvej 69 i København var gennem mange år kendt som Ungdomshuset. Det blev der lavet om på tidligt om morgenen d. 1. marts 2007, da politiet ryddede huset ved hjælp af bl.a. en helikopter. Få dage senere blev huset revet ned, og siden har der aldrig været bygget på grunden.

Der har ganske vist været adskillige tilløb, men tidligere brugere af Ungdomshuset har hver gang modsat sig. Da Finans besigtigede grunden tirsdag, var den mest af alt præget af graffiti.

Ifølge Tingbogen købte Carsten Tidgen Houtved grunden for 1,75 mio. kr. i 2010. Siden har hans selskab hvert år betalt omkring 100.000 kr. i finansielle omkostninger.

»Det er en ejendom, som er omgærdet af meget politik og følelser. Og den kan være meget svær at udvikle. Derfor var vi interesseret i at købe den på det prisniveau,« sagde Carsten Tidgen Houtved i 2010 til Ritzau.

De seneste planer for Jagtvej 69 blev annonceret i sidste uge, da Politiken skrev, at gruppen Vendepunktet vil bruge grunden til at huse hjemløse i containere. Carsten Tidgen Houtved skulle ifølge avisen være indstillet på at stille grunden til rådighed gratis for projektet i en periode.

End ikke dette projekt møder dog opbakning hos folkene bag Ungdomshuset, der ifølge en pressemeddelelse ser det som et »behændigt forstadie til et egentligt kommercielt byggeri på Jagtvej 69.«

BRANCHENYT
Læs også