Erhverv
0

Dansk firma vil sælge internet-overvågning til kommunistisk diktatur

Hvor menneskeretsorganisationer ser arrestationer af bloggere og dissidenter, ser dele af den danske overvågningsindustri forretningsmuligheder.

Foto: Andreas Franke/AP

Den 9. november 2016 gav Erhvervsstyrelsen et dansk firma tilladelse til at demonstrere et sofistikeret system til overvågning af internettrafik for potentielle kunder i Vietnam.

Det viser dokumenter, som Information har fået aktindsigt i hos styrelsen.

Systemet kan f.eks. gøre det muligt at overvåge beskeder og vedhæftede filer sendt via internettet.

Amnesty International frygter, at et sådan system vil blive brugt til at slå ned på fredelige kritikere af det vietnamesiske kommunistparti. Derfor opfordrer organisationen til, at de danske myndigheder giver afslag, hvis firmaet skulle få en egentlig ordre.

»Udviklingen i Vietnam på det her område går helt klart i den gale retning. Man skal virkelig være påpasselig med at sælge avanceret overvågningsteknologi, der kan bruges til undertrykkelse, til sådan et land,« siger generalsekretær Trine Christensen til Information.

»Der er nok ikke nogen, der ender bag tremmer som følge af den her produktdemonstration. Men det er alligevel bekymrende, at Erhvervsstyrelsen har udstedt tilladelsen, for ideen er vel, at det skal føre til et salg.«

Vietnam er et land med meget begrænset ytrings- og internetfrihed. Ifølge menneskeretsorganisationer fører regimet en målrettet kampagne rettet mod systemkritikere, som er intensiveret det seneste år.

Ifølge Human Rights Watch blev mindst 19 bloggere idømt mellem 20 måneder og ni års fængsel alene sidste år. Styret tolererer stort set ikke kritik, og meget brede bestemmelser i lovgivningen gør det muligt at idømme folk lange fængselsstraffe for »propaganda mod staten« eller for at »misbruge« demokratiske rettigheder som ytringsfrihed eller pressefrihed til at »krænke statens interesser«.

I dokumenterne, som Information har fået aktindsigt i, har Erhvervsstyrelsen efter høring af virksomheden valgt at overstrege en lang række oplysninger, fordi det angiveligt ville kunne påføre virksomheden et »væsentligt økonomisk tab«, hvis de kom til offentlighedens kendskab. Det er derfor uvist, hvilket firma der er tale om, og hvem den potentielle kunde i Vietnam er.

Teknologien, som det danske firma vil forsøge at sælge til Vietnam, er i dokumenter fra Erhvervsstyrelsen karakteriseret som »internetprotokolnetbaserede kommunikationsovervågningssystemer eller udstyr, og specielt konstruerede komponenter hertil«.

BRANCHENYT
Læs også