Erhverv
BREAKING

Bilbossernes boss fyret med omgående virkning: »Der er ingen dramatik i det overhovedet«

Bestyrelsen for AutoBranchen Danmark har afskediget direktøren uden at have en afløser klar. Mercuri Urval leder nu efter en kandidat med en mere fremtrædende profil.

Jens Brendstrup ankom i 2010 til Danmarks Automobilforhandler Forening, der senere blev fusioneret ind i AutoBranchen Danmark. Før det var Jens Brendstrup underdirektør og cheføkonom hos Dansk Erhverv. Foto: AutoBranchen Danmark

I syv år har Jens Brendstrup trykket speederen i bund og behersket alle svingene på banen fuldt ud som øverste direktør for bilforhandlerne og værkstedernes talsorganisation, AutoBranchen Danmark.

Men nu har bestyrelsen sparket bremsen i og skubbet bilbossernes boss ud ad døren i førersiden. Uden at lade Brendstrup få en æresrunde først og uden at have en ny chauffør klar i pitten til at overtage rattet.

Det lyder voldsomt, men det er business as usual og er foregået i fuldstændig fred og fordragelighed. Sådan forklarer bestyrelsesformand Hans-Jørgen Jørgensen i hvert fald beslutningen om at afskedige den 59-årige direktør med omgående virkning.

»Jens Brendstrup har gennemført fusionen af autoforhandlernes og autolakerernes forening på fornem vis og har opbygget en solid organisation. Så han har gjort et godt job, men vi er jo i en omskiftelig tid - specielt i vores branche,« siger bestyrelsesformanden og forklarer, at organisationen ønsker en mere fremtrædende profil på posten og er i færd med at lægge en ny strategi.

Derfor har rekrutteringsselskabet Mercuri Urval nu fået til opgave at finde en kandidat til at stå i spidsen for de 1.400 medlemmer i branchen, der tilsammen tæller 20.000 medarbejdere og omsætter for 50 mia. kr. om året.

»Vi vil gerne være en dynamisk organisation, der sætter en dagsorden i offentligheden,« siger Hans-Jørgen Jørgensen.

Ifølge formanden er det sidste dog ikke ensbetydende med, at Jens Brendstrup har været for dårlig til at sætte en dagsorden. Syv år udgør blot en naturlig chefcyklus, som han formulerer det.

På det seneste har Autobranchen været tilfreds med regeringens nedsættelse af registreringsafgiften, men har samtidig tilkendegivet en mærkbar skuffelse over, at den såkaldte reparationsgrænse er faldet fra 75 til 65 pct. Det betyder, at biler skal erklæres totalskadede og dermed sendes til skrotning, hvis regningen for at reparere dem overstiger 65 pct. af køretøjets værdi. Med andre ord er autoværkstederne nødt til at sige nej til opgaver, som de førhen tjente godt på, hvilket vil koste dem millioner af kroner og føre til tab af arbejdspladser, mener Autobranchen Danmark, der også har agiteret forgæves for en miljøbaseret frem for værdibaseret registreringsafgift.

»Hver gang, vi har mødtes med politikere, har vi mindet dem om, at en afgiftsomlægning ikke må ramme forhandlerne af brugte biler som en hammer. Vi har italesat behovet for en overgangsordning, så forhandlerne kunne nå at tilpasse deres lagre. Vi må desværre konstatere, at det har været for svært at få forståelse for på Christiansborg,« har det i den forbindelse lydt fra Jens Brendstrup.

Bestyrelsesformanden afviser dog, at tabte slagsmål med politikerne har udløst direktørfyringen. Han understreger, at Autobranchen blot er ved at bevæge sig ind i en ny strategisk fase efter syv år med samme mand i førersædet. En mand, som ifølge bestyrelsesformanden er bedst tjent med at forlade forretningen med det samme frem for at skulle vente på det, når nu vicedirektøren - Mads Engberg - udmærket kan varetage den daglige ledelse, indtil afløseren er fundet.

»Der er ingen dramatik i det overhovedet. Vi skilles på bedste vis. Det er en mindelig ordning, som bestyrelsen bare har taget initiativet til.«   

Læs også