Erhverv

Byggegiganter tør ikke at opføre Trumps mur

De er bange for fagforeningerne, deres mexicanske ansatte og for at blive sortlistet til offentlige byggerier i Californien. Der er dog nogle, som godt vil være med.

Her er en del af den eksisterende mur på grænsen mellem Mexico og USA. Her adskiller muren byen Anapra i Mexico og Sunland Park i New Mexico. Foto: AP/Christian Torres

Der er ingen tvivl om, at det rent profitmæssigt er en god forretning at få lov til at bygge Donald Trumps 10 meter høje mur mellem USA og Mexico.

Men flere af de store cementgiganter enten vil eller tør ikke.

Fagforeningerne hos flere af disse selskaber har kaldt muren for »umoralsk,« og en af kandidaterne til det franske præsidentvalg Emmanuel Macron har advaret den store cementproducent LafargeHolchim om, at den »skal holde fingrene væk« fra byggeriet, skriver Bloomberg.

Hverken cementgiganten Cemex, der har hovedkvarter i en af forstæderne til den mexicanske by Monterey, eller det franske ingeniørselskab Vinci SA vil være med.

Men størst indtryk har truslerne fra politikere i den californiske delstatsregering nok haft. Flere medlemmer af det demokratiske parti har truet med at sortliste selskaber, der bygger muren, fra at kunne vinde ordrer ved offentlige udbud i Califormien.

»Hvis de deltager i noget så skadeligt for Californiens økonomi og miljø, som opførelsen af denne mur, vil vi ikke længere lave forretninger med dem,« siger senator Ricardo Lara, som har fremlagt et lovforslag, der skal sortliste disse firmaer fra delstatsregeringens kontrakter.

Der er dog næppe tvivl om, at der vil være masser af selskaber, som vil være med, hvis Kongressen finder de 25 mia. dollars, der skal bruges til finansieringen af muren. Grænsen mellem USA og Mexico løber over 3.000 km.

Men selskaberne er i stigende grad fanget mellem hensynet til den potentielle indtjening og de politiske omkostninger, der kan være forbundet ved at deltage. Hvis man eksempelvis har et stort marked i Mexico, vil det næppe gavne den del af forretningen.

Flere af verdens største cement- og stålproducenter har fabrikker i området. Enten på den mexicanske eller amerikanske side af grænsen.

Bloomberg har forsøgt at kontakte flere af de potentielle leverandører og entreprenørselskaber, men meget få af dem har en kommentar til problemstilingen.

Det gælder dog ikke R.E. Staite Engineering i San Diego i det sydlige Californien. Selskabet er klar til at byde, uanset truslen fra Californiens regering.

»Der er meget løs snak og flammenede retorik omkring byggeriet. Det er vi helt på det rene med. Vi har har været med til at bygge mange kontroversielle projekter i vores tid,« siger Ralph Hicks, der er senior vice president of governmental affairs i selskabet, til Bloomberg.

State Engineering har blandt andet været med til at foretage oprensningen efter forureningen fra tankskibet Exxon Valdez i Alaska og opførelsen af et værft, der skulle bygge hangarskibe drevet af atomenergi.

BRANCHENYT
Læs også