Erhverv
0

DT Group efter afsløring af salgsplaner: Børsnotering ligger ikke i kortene

Britiske ejere sætter milliardforretning til salg og fæster sig nu 100 pct. ved vvs-branchen.

Søren P. Olesen, adm. direktør i DT Group, der skal have ny ejer. Foto: DT Group.

Milliardforretningen DT Group, der blandt andet ejer Silvan og Stark i Danmark og Finland, samt Beijer i Sverige og Neuman i Norge, er sat til salg af de britiske ejere Wolseley. Det har den britiske koncern meddelt børsen i London tirsdag morgen.

Men der er ikke sat navn på en fremtidig ejer - endnu. Det siger DT Groups direktør, Søren P. Olesen, til Ritzau Finans.

- Alle muligheder står åbne, og vi regner med, at et frasalg vil være endeligt ved udgangen af dette kalenderår, siger direktøren.

- Bestyrelsen har taget en beslutning om at sælge DT Group fra og i stedet koncentrere sig om VVS-forretningen. Det gjorde de på et oplæg fra direktøren i Wolseley, John Martin, og mig, siger Søren P. Olesen.

Mens Wolseley nu går 100 pct. ind i VVS-branchen, som udgør omkring 97 pct. af koncernens samlede overskud, og primært vil koncentrere sig om det amerikanske marked, så er DT Group en nordisk byggemarkedskæde. Og synergierne var for små til, at de to virksomheder kunne fortsætte sammen.

- Køberne kan være i samme branche, men måske små i Norden. Det kan være en kapitalfond - eller en helt tredje, som vi ikke har tænkt på. Men der er vi ikke endnu, siger Søren P. Olesen.

Omsætningen i DT Group er på over 18 mia. kr. om året - og sidste år nåede overskuddet op på over en halv mia. kr. Men selv om DT Group nu tjekker ud af den britiske børs, forsøger man ikke har få adgang til den danske.

- En børsnotering har ikke været den oplagte diskussion. Bestyrelsen har taget beslutning om at sælge DT Group - og det er der, vi er nu, siger direktøren.

I starten af februar meldte DT Group ud, at Silvan, der står for 8 pct. af omsætningen, skulle sælges, fordi DT Group vil satse på de professionelle kunder via kæden Stark.

BRANCHENYT
Læs også