Købstædernes Forsikring venter at ramme milliarden i 2017
Købstædernes Forsikring vil frem mod 2018 udvikle over 100 større og mindre indsatsområder, og sigter nu efter milliarden.
Mens flere andre forsikringsselskaber kæmper med at få mere gang i væksten, kan Købstædernes Forsikring se tilbage på et par år med kraftig vokseværk. Fremgangen ventes at fortsætte i 2017, hvor selskabet regner med at ramme 1 mia. kr. i forsikringsportefølje.
Inden sommer regner selskabet med at have øget sin bestand af forsikringer i selskabet til 1 mia. kr., og hvis selskabet lykkes med det, vil der være tale om en vækst på 43 pct. siden 2014.
- Den store kundetilgang betyder, at vi nu er blevet en mellemstor aktør i markedet. Væksten åbner nye muligheder for at blive mere omkostningseffektiv og investere endnu flere ressourcer i at udvikle nye forsikringsprodukter og kundeprogrammer til gavn for vores ejere - kunderne, siger selskabets administrerende direktør, Anders Hestbech.
Selskabet søsætter frem mod 2018 flere nye initiativer, hvilket skal sikre kunderne bedre onlinemuligheder, nye forsikringsområder, hurtigere kundebetjening og lavere driftsomkostninger.
Det skal være med til at sikre yderligere markedsandele og skabe højere kundetilfredshed.
- Vi har i 2016 gennemgået alle selskabets kunderelaterede processer. Frem mod 2018 vil vi udvikle over 100 større og mindre indsatsområder. Alle tiltag skal i sidste ende være med til at forbedre kundernes oplevelse og skabe et mere attraktivt Købstædernes Forsikring, siger Anders Hestbech.
Forsikringsselskabet nåede i 2016 et resultat før skat på 63,2 mio. kr., hvilket var 13,1 mio. kr. mere end året før, og bruttopræmieindtægterne steg knap 100 mio. kr. til 854,3 mio. kr.
/ritzau/FINANS