Serier
0

Forvirrende momsregler koster virksomheder milliarder

Særligt små- og mellemstore virksomheder får ikke refunderet deres momsudgifter på udlandsrejser, selv om de har ret til det.

Virksomhederne og skatten
Det kræver mange ressourcer, når virksomheder skal have refunderet momsen på forretningsudgifter i udlandet. Derfor undlader mange små- og mellemstore virksomheder helt at gøre det. Det kan ganske enkelt ikke svare sig. Foto: Colourbox

Den almindelige forbruger tænker ikke meget over momsen, når de er ude at rejse, men det kan virksomhederne med fordel gøre.

Momsen på udgifter i forbindelse med forretningsrejser kan nemlig ofte trækkes fra. Ifølge tal fra OECD bruger virksomhederne i EU næsten 56 mia. kr. om året på moms i udlandet. Af dem får de kun knap 15 mia. kr. refunderet.

Men det kan være en indviklet sag, og derfor opgiver mange af de små- og mellemstore virksomheder at bruge kræfter på det.

Her kan momsen trækkes fra

På følgende udgifter i forbindelse med forretning i udlandet er det muligt at trække momsen fra:

  • Overnatning.
  • Restauration.
  • Transport.
  • Repræsentation.
  • Messeudgifter.

Kilde: Henrik Ulvsgaard, statsautoriseret revisor hos Baker Tilly.

Det kan ganske enkelt ikke svare sig for dem, og det er et problem, mener Dansk Erhvervs skattepolitiske chef, Jacob Ravn.

»Symmetri er et grundprincip i skatteloven. Når skattevæsenet effektivt udregner, hvad virksomhederne skal betale, bør det omvendte også være muligt. Som samfund bør vi derfor også hjælpe med en mere effektiv beregning, så ingen virksomhed tvinges til at opgive beregningen af momsen, fordi det ikke kan betale sig,« siger han.

Her opstår problemerne typisk
  • Det er for svært at dokumentere.
  • De udenlandske regler er for indviklede.
  • Der handles med så mange lande, at deres skal bruges for mange ressourcer på hvert enkelt land.
  • Ligesom i Danmark er der stor forskel på takseringen af de forskellige varer.
Kilde: Christian Wendt, direktør i it-rådgivningsvirksomheden Framework.

Med 20 års erfaring som statsautoriseret revisor er den problemstilling ikke fremmed for Henrik Ulvsgaard. Han arbejder med små- og mellemstore virksomheder i revisionsfirmaet Baker Tilly, og han oplever ofte, at virksomhederne ikke har trukket moms fra udgifter, som virksomhederne ellers har ret til.

»Jeg oplever ofte, at virksomhederne ikke har ressourcer nok til at gennemføre den dataindsamling, der skal til. De fleste it-systemer kan ikke kende forskel på, om udgiften er fra Danmark eller udlandet, og det kræver meget arbejde for virksomhederne at registrere det rigtigt. Derfor er der meget få af de små- og mellemstore virksomheder, som får trukket den moms fra, de egentlig har ret til,« siger Henrik Ulvsgaard.

Sådan holder du styr på dataindsamlingen
  • Strategisk bør der vælges et internationalt system, hvor der kan implementeres progressionsprogrammer, ift. de enkelte landes regler.
  • Vær opmærksom på granuleringen i udgifterne fra det enkelte land. Er der tale om få, større poster, kan problemer måske bedre løses ved konsulenthjælp i det enkelte tilfælde.
  • Omvendt, er der tale om løbende udgifter, bør det overvejes at implementere software til behandling af fakturaerne.
  • Saml behandlingen af regningerne i et koncentreret videnscenter.
Kilde: Christian Wendt, direktør i it-rådgivningsvirksomheden Framework.

Direktør i it-rådgivningsvirksomheden Framework Consulting Christian Wendt er meget enig i, at det typisk er de små- og mellemstore virksomheder, der rammes hårdest, ganske enkelt fordi de ikke har ressourcerne.

Derfor tilbyder Framework en it-løsning gennem firmaet Concur, hvor kunderne kan registrere deres bilag ganske simpelt. Man opretter en rejse i programmet, og så tager man et billede af sine kvitteringer. Når de uploades, kan programmet selv læse momsen, og på den måde bliver det markant lettere at få refunderet det beløb, man har ret til.

»Det er en cloud-løsning, hvor programmet selv kan læse de nødvendige informationer på kvitteringen, ud fra det billede man uploader. Det bliver så bogført i de rette kasser, og programmet giver dig det beløb, som du har ret til at få refunderet,« siger Christian Wendt.

BRANCHENYT
Læs også