Erhverv
0

Stor omstilling begynder at virke for FDM Travel

Underskud er vendt til overskud i FDM Travel. Ny og mere fokuseret strategi har kostet omsætning.

FDM vil være bedst til oplevelser undervejs. Foto: Ole Lind

FDM Travel er så langt med omstillingen af selskabet, at resultaterne begynder at vise sig. Salget af rejser er faldet markant, men det er et led i en ny strategi. Til gengæld har rejsebureauet igen millionoverskud efter flere år med betydelige underskud.

»Vi er midt i en omstilling, der skal bringe FDM Travel tilbage til kernen. Vi har skåret mange aktiviteter væk, og det har kostet omsætning. Til gengæld har vi vækst på de områder, vi satser på,« siger Anders Iversen, adm. direktør i FDM Travel.

Selskabet fokuserer på at skræddersy individuelle kvalitetsrejser til oversøiske og europæiske rejsemål. Rejserne skal i større udstrækning involvere et køretøj, fordi det giver størst værdi for FDM's medlemmer.

»Vi vil være bedst til oplevelser undervejs, så vi får større relevans for foreningens medlemmer. Det er der, vi kan gøre en forskel,« siger Anders Iversen.

Vi vil være bedst til oplevelser undervejs, så vi får større relevans for foreningens medlemmer.

Anders Iversen, adm. direktør i FDM Travel.

Selskabet har bl.a. skåret ned på antallet af miniferier, ligesom rejser til Disneyland i Paris er blevet udfaset.

Som en konsekvens har omsætningen været faldende i de seneste år, men tilbagegangen forventes at blive bremset i 2017.

»Vi har fået en god begyndelse på 2017, hvor salget af det, vi har specialiseret os i, er gået frem,« konstaterer Anders Iversen.

FDM Travel er markedsleder på ferier i USA, og en stor del af rejserne foregår med lejet bil eller autocamper.

Selskabet tjente i 2016 3,4 mio. mio. kr., og det var markant bedre end i de foregående år.

»Det er naturligvis dejligt, at vi tjener penge efter år med betydelige underskud. Men det vigtigste er, at vi har stigende salg på den type af rejser og oplevelser, vi skal leve af i fremtiden,« siger Anders Iversen.

Han blev hentet til FDM Travel 1. januar 2016 for at gennemføre en omstilling af selskabet, som tidligere havde hyppige udskiftninger på lederposterne.

Årsregnskab FDM Travel A/S.

Tusinde kr.

 20162015201420132012
Omsætning481.157514.415541.954607.450715.456
Driftsresultat2.908-426-4.658-10.870-13.807
Årets resultat3.403572-2.977-8.514-9.123
BRANCHENYT
Læs også