Erhverv

Luksusskomærket Jimmy Choo har sat sig selv til salg

Efter år med faldende vækst udforsker det populære luksusskomærke Jimmy Choo et muligt salg af virksomheden.

Luksusskomærket Jimmy Choo er populært blandt kendisser. På billedet ses Jimmy Choo's kreative direktør Sandra Choi og koncernchef Pierre Denis. Foto: Jordan Strauss/Invision/AP

Luksusskomærket Jimmy Choo har mandag morgen meldt ud, at virksomheden er sat til salg.

Det sker, efter bestyrelsen har konstateret, at salget ikke har været imponerende stort de seneste par år. Det skriver BBC.

Skoene fra Jimmy Choo har ellers været mange ture på de røde løbere i Hollywood, da de er et populært valg blandt kendisser som bl.a. Jennifer Lopez og Bella Hadid.

De dyre sko er også at finde i hele verden med over 150 butikker i mere end 40 lande. Men ifølge BBC har Jimmy Choos vækst taget et dyk og er gået fra en salgsvækst på 12 pct. tilbage i 2014, 7 pct. i 2015 til blot 2 pct. i 2016.

Virksomheden har endnu ikke modtaget nogen bud og overvejer også andre muligheder, skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.

»Bestyrelsen i Jimmy Choo meddeler i dag, at den har besluttet at udarbejde en evaluering af forskellige strategiske muligheder for at virksomheden kan maksimere værdien for sine investorer og leder nu efter købere til virksomheden,« skriver bestyrelsen.

Jimmy Choo blev grundlagt i 1996 af modedesigneren Jimmy Choo og Tarmara Mellon. Skoene fra firmaet er især blevet gjort kendte af Prinsesse Diana samt den populære tv-serie Sex and the City.

Jimmy Choos største investor, JAB Luxury, bakker ifølge pressemeddelelsen op om salget af virksomheden. JAB Luxury er en del af det tyske investeringsselskab Jab Holding, der bl.a. også ejer kaffekæden Baresso.

Jab Holding er ejet af den tyske Reimann-familie, der er et af Europas rigeste familiedynastier.

BRANCHENYT
Læs også